Vladimir Sorokin har skrevet en meget fin lille sag om en snestorm i et dystopisk landskab. Sorokin viser i nærværende udgivelse sine russiske gener og litterære arv, men også sin kommentar til et Rusland, der dækkes af hvirvlende sne og mørke.
Vladimir Sorokin (f. 1955) har med sit lille værk Snestormen begået en lille genistreg. Hans forrige roman var også henlagt til en ikke så fjern fremtid, hvor verden - eller rettere Rusland - ikke helt er som den plejer. Sorokin har en allegorisk fremstillingsform, der måske sine steder tenderer en hel del, men han fastholder på bedste beskub den litterære modus. Tekstens univers kan virke ny og fantastisk, men sproget, handlingen er nærmest så gammeldags, at den leder tankerne hen på en Tolstoj eller Turgenev.Sagen er kort og godt den, at vores hovedperson, lægen Garin, skal levere en vaccine til en fjerntliggende egn, Dolgoje. En voldsom epidemi, der blandt andet får sine ofre til at ligne zombier og besidde den egenskab, at brase op af gulvet. For at komme frem må han alliere sig med kusken Perkhusja, der har en såkaldt selvkører. Et slags køretøj, hvor motoren består af små heste på størrelse med agerhøns. De drager af sted, men møder al mulig modstand undervejs, ikke mindst vejret driller en hel del.
De rejsende og læseren møder også mere eller mindre aparte skabninger, der kigger frem som levn fra en fjern tolstojsk fortid. I den ene ende er den varme, fede møllerkone, der er gift med en meget lille dværglignende mandsling, hvilket dog ikke forhindrer hende i at opsøge Garin om natten. I den anden ende narkopushere, der lader Garin smage deres nyeste opfindelse. Nå, ja - så er der også en slags kæmpemennesker, jættestore, der med mellemrum hyres til at rydde skove eller ligende. Så går turen ellers igennem sne, sex og et mareridtsagtigt scenario.
Dirk Uffelmann oplyser i sit efterskrift, at Sorokins roman har et forlæg i Leo Tolstojs novelle Herre og tjener fra 1895. Tolstoj lader her herren død, men med den indsigt at han lever videre i sin tjener, der overlever den fatale slædetur igennem den russiske vinter. Sorokin gør sin lille roman en stor tjeneste ved at være så stramt komponeret, at man synes at øjne slutningen på næste side. Samtidig bliver den omkringliggende verden, der nærmest er gået i hi, en referensramme som læseren hele tiden får spagsomme oplysninger om.
Snestormen er litteratur med vitaminer og vitalitet; det er en historie, der ikke rummer det store plot eller sammensværgelse, men som roligt og tilbagelænet lader sin læser ane konturerne af en skæbne i et problematisk landskab. Tine Roesen oversætter på mesterlig vis, og alt i alt er det en bog, man næppe bør være foruden.
Vladimir Sorokin: Snestormen
Oversætter: Tine Roesen
Forlaget Vandkunsten, 159 sider
ISBN: 978-87-7695-262-4
