Shotguns Revolution smed deres 2. udspil The Legacy of Childhood Dreams på gaden kun 2 år efter debuten Join The Revolution. De fortsætter da også ufortrødent i samme spor - hvad enten det er revolutionært eller ej. Stilen er som plugget ud af 80'ernes hardrock og kvintettens kærlighed til netop denne rock er tydelig, men det er de banale klicheer desværre også på dette udspil. Det indstrumentale håndværk er sådan set solidt nok, men sangskrivningen er kedelig, intetsigende og meget forudsigelig.
Der lægges ud med den korte "Hustled 'n' Played" som skulle være det indpiskende spark i nosserne - men i undertegnedes øjne bliver det mere et spark, der ikke helt rammer. Nummeret virker udynamisk, og man fornemmer slet ikke den fråde, den kant og raserende trang til at 'losse én i bollerne', som nummeret burde besidde.
Vi skal frem til 5. skæring "Give Me More", før der kommer et nummer med den vitale energi, som gruppen stilmæssigt søger at tillægge sig. Det er sjovt nok også det nummer, der stilistisk set minder mest om den tid, denne type hardrock kommer fra, og altså derfor er tættest på 'barndomsdrømmen'.
Herefter præsenteres man for titelnummeret, som mest af alt minder om en ballade fra Ditlev Ulriksens Innocent Blood-tid, blot på engelsk, hvilket nok i høj grad skyldes det melodiske materiale samt Ulriksens stemme. Dette er ikke nødvendigvis skidt, da nummeret som sagt rummer melodiøsitet, og der lægges op til at Shotgun Revolution kan bevæge sig i mere end blot den overfladiske og hårde 80'er-rock, men nu også den danskrockede balladestil, som dette nummer har over sig. Denne identitetskrise præger flere steder pladen og giver faktisk gruppen mere personlighed end de hårde sange.
Afslutteren "Super Blond Babe" bekræfter skyggesiden af identitetskrisen, da den lugter alt for meget af Guns N' Roses. Nummeret hylder - som så utroligt mange andre sange af den type - den selvhævdende rocklibertiner og på mest røvballede måde bliver der liret og rock n roll'et igennem efterfulgt af et afsluttende 'Halleluja!'. Dette er et eksempel på hvor klichefuldt et spor, Shotgun Revolutions kører i, når de er mindst opfindsomme.
Som Ditlev selv synger i "Blessed Be My Child": 'I am true to my beliefs, both solid as a rock and gentle as the wind..' hvilket denne anmelder ser som et pejlemærke for Shotgun Revolution, der forsøger at indfange deres personligheder i deres musik.
Desværre er gruppen langt hen ad vejen forfalden til at replikere barndommens lydspor, og man fornemmer generelt alt for lidt personlighed i gruppens sangskrivning. De har helt klar forståelsen for, hvordan man skriver en rocksang, som man gjorde det i 80'erne, men det er der efterhånden rigtig rigtig mange bands der gør, og derfor fremstår denne gruppe bedst, når de søger væk fra denne opskrift.
Shotgun Revolution: The Legacy of Childhood Dreams
Udkom 16/4-2012 på Target Records
