Nogle klassikere har evnen til at virke friske og interessante selv mange år efter deres første udgivelse - andre falmer og fremstår støvede og uinteressante, når tidens dom skal fældes. Jægerne på Karinhall tilhører udpræget den sidste kategori.
Romanen var den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmarks debut i 1972 - på det tidspunkt var han 38 år og havde tilsyneladende et vældigt overtryk i det nederste hovede. Og en smart plan; at skabe en slags nordisk James Bond skikkelse, som under OL i 1936 udsendt af den britiske efterretningstenenste udspionerer Hermann Göring og hans prominente gæster under et jagtselskab/orgie på borgen Karinhall, alt mens den udsendte selv knalder en hel del af de ludere, som er indkaldt til underholdning for det fornemme selskab.
Romanens består af lige dele spionhistorie og udpenslet pornografi. Og netop derfor er den en af de bedste debutromaner udgivet på svensk, hævdes det i efterordet. Sammenblandingen af stilarter og de udpenslede sexscener understreger netop romanens egentlige omdrejningspunkt; ondskabens næsten symbiotiske forhold til excessen, må vi forstå.
Den opskrift virkede måske provokerende og nyskabende i 1972, men i dag er det blot en søvndyssende og uvedkommende læseoplevelse. Hovedpersonen - en norsk langdistanceløber - har ingen interessante karaktertræk, nazisterne er én-dimensionelle papfigurer, der naturligvis har - gys! - pervers sex med luderne. Spiondelen folder sig aldrig for alvor ud. Det bliver til en enkelt stjerne fordi Wijkmark faktisk skriver ganske udmærket.
Carl-Henning Wijkmark: Jægerne på Karinhall
Forlaget Møller, 311 sider
ISBN: 9788799404322
