Flere nyheder

 
Film
The Rum Diary

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Rum Diary
Man. 14. maj 2012

The Rum Diary er klassisk Hunter S. Thompson: Kulsort, syret, hysterisk morsom og edderspændt rasende. Nu er den ude på DVD.

Der er ingen i verden, der skriver som Hunter S. Thompson skrev. Journalisten og forfatteren Thompson var i 1960'erne og 1970'erne ophavsmand til den såkaldte gonzo-journalistik, en stærkt personlig skrivestil, hvor fiktion og journalistik væver sig ind og ud ad hinanden, og hvor journalisten bruger sig selv, sine oplevelser og sine holdninger som journalistisk udgangspunkt.

The Rum Diary er baseret på hans anden roman. Han skrev den i begyndelsen af 1960'erne, men blev først udgivet i 1998. Historien er helt klassisk Thompson. Delvist baseret på egne oplevelser og med en hovedperson, der ikke synes langt fra Thompson selv. Den dybt alkoholiserede journalist Paul Kemp (Johnny Depp) kommer til Puerto Rico for at arbejde for en lukningstruet avis.

Den smukke ø er i oprør. Magtfulde, amerikanske forretningsmænd driver rovdrift på øen, og Kemp vikles ind i et tvivlsomt hotelprojekt, som en af disse forretningsmænd (Aaron Eckhart) vil have ham til at skrive positive historier om, så han kan sælge ideen om projektet til lokale og investorer. Samtidig tiltrækkes Kemp af forretningsmandens kæreste (Amber Heard) - en femme fatale, der kunne være hevet direkte ud af en roman af James M. Cain.

Filmen fanger fornemt Thompsons ånd. Den flyder over med alkohol, skæve karakterer, eksotiske scenerier og ikke mindst en fulstændigt formidabel dialog. Depp er i sit es som den til tider rasende, til tider manierede, men altid døddrukne Kemp, og så skal Giovanni Ribisis portræt af den svenske journalist Moberg også fremhæves, for mere end nogen anden karakter i filmen er han personificeringen af den Thompsonske univers:

Skarp som en skalpel i de få sekunder ad gangen, hans hjerne skvulper op til overfladen af sit permanente syrebad. Han hører Hitlers taler på plade, skaffer eksperimenterende stoffer fra den amerikanske hær og leverer nogle af filmens mest sande replikker om verdens tilstand.

The Rum Diary udkommer 15. maj på DVD og Blu-Ray fra SF Film.