|
|
Den amerikanske og hidtil kontroversielle shockrocker Marilyn Manson bebuder med Born Villain sin tilbagevenden til den skarpe, mørke og industrielle rocklyd som man bl.a. hørte på Golden Age of Grotesque.
Mansons to foregående udspil Eat Me, Drink Me og High End of Low skuffede begge fælt, og det er da også tydeligt at han har noget at bevise på denne udgivelse. Desværre kommer Mansons vrede og antikristne budskaber kun til sin ret i glimt, og man mangler det fokus der f.eks. gør Mechanical Animals så skære-brændende intens. Kort sagt så mangler de rigtig gode sange, selvom Manson dog er steget en grad i kvalitet i forhold til de to foregående udgivelser.
"Hey,Cruel World.." starter pladen og cementerer mørket, som er en del af Mansons evige budskab. Guitarerne fræser og Mansons vokal er sædvanligvis dubbet i mange lag, hvor han både skriger, vrænger og hvisker for at fremkalde den skizofrene og psykotiske lyd, som skal understrege hans tekster, og på dette nummer fungerer det godt.
På efterfølgende "No Reflection" genbruger Manson endnu en velkendt finte, hvor temaet i sangen bliver understøttet af en rytmisk stønnen, og derfor giver sangen en nærmest perverteret pop-feeling, hvilket også er en af Mansons stærke sider - at kunne skrive rå, sadomasokistiske rocksange drevet af et pop-hook, og dem er der flere af på denne plade.
Hvad der derimod ikke fungerer så godt for ham, er hans sans for fornyelse, og de førnævnte sange lyder som noget han har lavet før - bare ikke ligeså godt! Denne tendens er desværre gennemgående på hele pladen. Man finder f.eks. også i "Pistol Whipped", "Slo-Mo-tion" og "The Gardener" eksempler på, hvorvidt Marilyn Manson har flair for tekstmæssige, såvel som musikalske catchfrases - men det, der i 90'erne revolutionerede hans version af industriel mørkerock og gjorde ham så fandens farlig, har nu udviklet sig til en triviel gentagelse, og man føler ikke rigtigt at Manson er skræmmende længere.
Marilyn Manson har temamæssigt altid bevæget sig i skyggesiderne af menneskets sind, og han demonstrerede især på Mechanical Animals sin musikalske snilde. Da skabte han en mesterlig plade, hvor perversionerne, melankolien og den gudfrygtige fremmedgørelse blev sat i scene med en kold industrial glam-rocklyd, som understøttede hinanden perfekt.
Manson bevæger sig på Born Villain stadig i de skyggemæssige temaer, og det er heller ikke fordi dette ikke fungerer - det er bare gjort langt mere overbevisende før. Gruppens musik består ingenlunde af virtuost navlepilleri, og man hører sjældent at der bliver skudt med instrumentalt onani, hvor i stedet de tekstmæssige og de musikalske udtryk taler sit klare sprog.
Det tætteste man i Manson-terminologi kommer på en 'fed solo' er nok på "Para-noir" fra Golden Age of Grotesque, hvor guitaren bliver voldtaget helt og aldeles så den er hyler og skriger i sand desperation. Denne vilje og evne til at gå 'hele vejen' mangler desværre for at Born Villain bliver en rigtig god plade, men han er på vej i den rigtige retning selvom han endnu ikke helt har genfundet sit demoraliserende mørke.
Marilyn Manson: Born Villain udkom 1. maj 2012 på Cooking Vinyl Records
