En lang række tidligere udgivelser bliver relanceret med alle mulige mere eller mindre ligegyldige ekstra staffager, men sjældent har det givet mere mening med genudgivelsen af Panteras mesterværk med tyve år på bagen.
1992
Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor man bør genudgive et metalalbum tyve år efter dets oprindelige udgivelse. Hitlisterne omkring starten af 90'erne var ikke just præget af den mest brutale dødsmetal, og de fleste havde travlt med at iføre sig ternede skovhuggerskjorter, hvis det virkelig skulle være hårdt. Men en kvartet fra Texas havde over adskillige albums udviklet en egen stil af benhårdt metal, og barslede i 1992 med et album, der gennembrød lydmuren med et gevaldig brag og spillede sig ind på diverse hitlister og ind i hjerterne hos et bredt publikum.
Pantera havde eksisteret siden 1981 med skiftende medlemmer, og med bandets sjette album fandt man et leje, hvor kvaliteten og aggressiviteten fandt en effektiv balance, og hvor udtrykket mellem Dimebag Darrels guitar og Phil Anselmos vokal gik op i en højere enhed. Til forskel fra mange af de øvrige metalbands på den amerikanske scene på dette tidspunkt, skabte Pantera på Vulgar Display of Power en melodiøs og samtidig hårdtslående lyd, der både tilfredsstillede deres hardcore fans og indfangede mange nye, der faldt for bandets evne til at favne begge udtryk. Vulgar Display of Power ramte en så konsekvent, nådesløs hård lyd, samtidig med at melodimaterialet var på et så højt kvalitativt niveau, at albummet peakede med en 44. plads på de amerikanske albumcharts og senere fik dobbelt platin i 2004, hvilket må siges at være noget af en bedrift for en så brutal udgivelse.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved dette album, er selve produktionen. Dimebags guitar kører for det meste kun i et enkelt spor uden nogen rytmeguitar til at understøtte sig, hvilket skaber både luft og et tilbageholdt åndedrag på en måde, der ikke er gennemført så flot hverken før eller senere. Det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med de eminente trommer og en bundsolid bas, men numre som "Fucking Hostile", "Rise" og "Mouth for War", blev regulære hits for det texanske band, og står i dag for den ægte vare, når talen falder på Panteras tidlige udgivelser.
Live
Genudgivelsen indeholder også en dvd med en koncertoptagelse fra Italien i 1992 samt tre officielle musikvideoer med bla. "Mouth for War". Var man fan allerede i 1992 lægger disse ekstra optagelser ikke noget nyt til bandets historie, men det er alligevel slående så tidløst og overbevisende, Pantera fremstår selv tyve år efter dette album.
.. and death
At Dimebag Darrel blev slået ihjel af en gal fan i 2004 under en koncert med hans nye band Damageplan, er både en menneskelig tragedie og et stort tab for musikken.
I øvrigt er titlen på albummet taget fra gyserklassikeren The Exorcist, hvor den besatte Regan (Linda Blair) svarer på præsten Damiens spørgsmål om, hvorfor hun ikke bare selv bryder de bånd, hun er bundet til sengen med, med sine onde kræfter. Til det svarer dæmonen: "That's much too vulgar a display of power."
En klassiker blev født, og albummet får også i dag topkarakter, da det endegyldigt har bevist sine slidstærke kvaliteter langt ud over det sædvanlige!
