Flere nyheder

 
Litteratur
Elskeren fra Nordkina

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Elskeren fra Nordkina
Ons. 30. maj 2012
kilde: KultuNaut, Caspar Dyrehauge

Lille erotisk udgivelse med selvbiografisk materiale viser Marguerite Duras som den elegante forfatter, hun er. Indholdet er en anelse pikant, men meget dybtfølt og oprigtigt. Kærlighedsforholdet mellem den 15-årige pige og den væsentlig ældre kineser er fra starten så aparte, at man ved det ikke vilde holde. Men skildringen fra Duras' hånd er eksotisk og meget betagende.

Når man læser Elskeren fra Nordkina, føler man rettelig at man sidder med et filmmanuskript i hånden. Marguerite Duras beskriver detaljerne som set gennem en linse, og giver løbende vejledning til, hvordan man eventuelt kunne filme denne og hin scene. Det virker. Man læser den vanskelige kærlighedshistorie mellem pigen og manden som en række af billeder, der hele tiden glider ud og ind mellem hinanden. Stemningen, følelsesregistret og ikke mindst den asiatiske kulisse bliver nærværende, og man slipper hurtigt den indgroede foragt man først følte ved den alt for unge pige i hænderne på en voksen mand. Ingen tvivl om, at Duras her griber ind i et endog meget personligt minde, men den giver fortællingen et præg af håndholdt dagbog, hvor det skildrede ses på afstand.

Pigen, som konsekvent er Duras selv, bliver i sit møde med kineseren, manden, helt igennem bevidst om sin egen sanselighed og erotiske puls. Han er hendes første. Han er på nippet til at blive gift, og har igennem sit liv frekventeret diverse kvinder. Han elsker Duras, men kan ikke få hende, da han er afhængig af sin far, dennes penge og ikke mindst sin egen kultur. Ikke desto mindre går deres forhold fra at være hemmeligt til at være kendt. Kineseren taler personligt med Duras' mor, der på sin side udmærket forstår problematikken, men ikke kan gøre så meget. Hun har selv tabt familiens penge på at opkøbe ubrugeligt landbrugsland. Duras bror er reelt den eneste, der modsætter sig parret. Og selvfølgelig omgivelserne, der aner skandalestof.

Marguerite Duras betegnede selv denne bog som en af sine vigtigste. Det forstår man godt uden nødvendigvis at have læst ret meget af hende. Det er en personlig beretning, der rimeligvis først han kunne finde sin form efter kineserens død. Temaet er kærlighed, men det er også så mange andre ting. For kærligheden er ikke kun ulykke eller lykke; den er også en periode af ens liv, en del man ikke længere har adgang. Undtagen som et minde, og det er vel det Duras her gengiver; hvis ikke det kæreste, så i hvert fald et af de kæreste minder, hun har.

Bogen kan kun anbefales. For undertegnende var det første møde med Duras, men bestemt ikke det sidste. Bogen kan dog blive en smule ensformig, og egentligt bliver den meget personlig uden at ville andet end at fortælle. Men at den virker, er hævet over enhver tvivl.

Køb bogen på saxo.com

Marguerite Duras: Elskeren fra Nordkina
Oversætter: Lone Bjelke
Forlaget Vandkunsten, 269 sider
ISBN: 978-87-7695-242-6