Flere nyheder

 
Litteratur
SPLATKANIN

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
SPLATKANIN
Ons. 6. jun. 2012

Hvis formålet med Splatkanin var, at skabe en bog til børn der nægter, at læse en kedelig bog, så er det lykkedes til fulde af bogens to skabere. Børn og voksne vil uden tvivl klukke af grin ved læsning af denne børnekrimi der, helt enkelt, er eminent udført.

David skal passe sin storesøsters kanin mens hun er på ridelejr. Men tre dage før søsteren kommer hjem, finder David kaninen død under en parasolfod. Den er helt mast flad, og med øjnene presset ud af hovedet, så den nærmest ser fjoget ud. For ikke at få ballade med søsteren, sætter David sig for, at finde den mystiske parasolfodsmorder. Men at være detektiv, er ikke nær så enkelt som det er i bøgerne, og undervejs skal David igennem utroligt mange ting, før han kan løse mysteriet. Og én ting er sikkert: Det bliver ikke nemt for David, og læseren kommer ikke til at kede sig.

Splatkanin er skrevet af forfatter Jens Kovsted og illustrator Claus Rye Schierbeck, og er en veludført krimi til børn i alderen 8+. Bogen hører til under genren graphic novel, og kan beskrives som en "tegneserieagtig" fortælling. Bogen bugner af flotte billeder i blå nuancer, som perfekt supplerer handlingen, mystikken og Davids sindstilstand.

I Splatkanin kommer læseren vidt omkring i et lille lokalsamfund, som domineres af Pølsekongen. Vi kommer uanmeldt med ind til naboen med alle havenisserne, havner i Super-1 ved Flaske-Henrik, besøger gøglerskolen, giver en kanin et omvendt extreme makeover, og får lov til at opleve Pølsivalen. Selvom det alt sammen lyder vanvittigt, giver det fint mening i Splatkanin.

Splatkanin er nemlig en humoristisk bog med skarpe og billedlige replikker. Første kapitel slår tonen an, og man håber Splatkanin vil fortsætte i samme komiske spor - og det gør den!

I takt med, at læseren bladrer sig frem mod slutningen, dukker den ene overraskende og sjove episode op efter den anden. Læseren kan på ingen måde være på forkant med handlingen, da historien hele tiden tager en uventet drejning, og det næste spor i mysteriet er vildere end det foregående.

Splatkanin er fuld af humor, og både voksne og de større børn vil uden tvivl grine af de små beskrivelser der sniger sig ind:

"Rufus var bestemt ikke en kanin man kunne klappe. Det var nu heller ikke fordi man havde lyst. Jeg mener.. hvem har lyst til at klappe en stor, fed kanin med gule tænder, stikkende øjne og fedtet pels, der så ud, som om den blev klippet med en plæneklipper?"

Sproget er levende, og dialogerne mellem bogens personer flyder let, og leveres med sikkerhed og overskud. Bogens 17 kapitler slutter, så man lige må have det næste kapitel med. Hurtigt kommer man igennem bogens, næsten 200 sider, og man sidder tilbage med et kæmpe smil på læberne og tænker: Hold da op en historie!

Det er svært at få armene ned over denne fantastisk sjove børnebog - det skulle da kun lige være for at holde sig på maven af grin.

Hvis ikke Splatkanin skal have 6 stjerner, hvilken børnebog fortjener det så?

Køb bogen på saxo.com

Jens Kovsted & Claus Rye Schierbeck: Splatkanin
Høst & Søn, 192 sider
ISBN: 9788763817141