Robert Guédiguians Marseille-baserede drama Kilimanjaros Sne er en feel good movie om ægteparret Michel og Marie-Claire, der prøver at overvinde hårde tider ved at gøre en god gerning.
Vi skriver Marseille anno finanskrise. Et fiskerfirma ser sig nødsaget til at fyre tyve ansatte, for at undgå at lukke biksen. Fyringen sker ved lodtrækning og fagforeningsmanden Michel har heltemodigt besluttet at smide sit navn i kassen. Hans navn bliver trukket og han virker til at have udført en fair gerning. Michel tager nu hul på sit otium og spenderer hverdagene sammen med sine børnebørn og søndagene på stranden med hele den pukkelrykkede. Alt virker umiddelbart idyllisk, indtil en aften da Michel og Marie-Claire bliver overfaldet og berøvet i deres eget hjem, idet at de sidder og spiller kort med deres venner Raoul og Denise.
Da Michel ved et tilfælde opdager at en af røverne er en af hans tidligere kollegaer står han nu overfor et menneskelligt dilemma; først ønsker han at være med til at håndhæve loven, men hurtigt efterstræber at forstå hvorfor den unge røver har været nødsaget til at bryde loven, hvorpå han ønsker at hjælpe sin tidligere kollega.
Robert Guédiguian, der er fransk skuespiller, producer, manuskriptforfatter og instruktør, har gennem sin ouvre flere gange brugt sin fødeby Marseille som kulisse. Hans fars arbejderbaggrund som havnearbejder i Marseille kan heller ikke fornægtes i denne film, hvor Guédiguian tager tidens altoverskyggende emne, nemlig finanskrisen, og former en dæmpet fortælling om hvordan krisen påvirker individet på forskellige måder - ikke mindst om hvordan ellers anstændige mennesker kan se sig tvungne til yderliggående metoder for at få mad på bordet og tag over hovedet.
Værket, der er inspireret af Victor Hugos digt Les Pauvres Gens (Fattige Folk), samler raffinerede franske skuespillere i hovedrollerne som Michel (Jean-Pierre Darroussin), Marie-Claire (Ariane Ascaride) og Raoul (Gérard Meylan). Skuespillerveteranerne gør det udmærket. Der er ingen tekniske klager over filmens billed- og lydsige og historien er lige ud af landevejen. I Kilimanjaros Sne forløber alt det filmiske sig helt efter bogen.
Guédiguian gør ret i at vise os den humane side af krisen og undertegnede sidder tilbage med følelsen af at have bevidnet et feel good moment, men på trods af dette kan hun ikke undgå også at mene at filmen er en tand for urealistisk. Men hvad gør det egentlig også at det er urealistisk? Det er måske netop den lykkelige slutning i Kilimanjaros Sne, der får tilskueren til at drømme sig væk fra hårde tider, og inspirere til at gøre gode gerninger. Jeg ville da ønske jeg kunne hjælpe min næste lige så blottet for egoisme som Michel og Marie-Claire gør.
