Flere nyheder

 
Film
The Muppets

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Muppets
Tir. 12. jun. 2012




Nostalgien er omdrejningspunktet i den uhyre vellykkede "The Muppets", der både samler alle de gamle dukker og alle de gamle vittigheder.

The Muppets er en besyndelig størrelse. På én gang drivende sentimental og dybt original. Åbningsscenen er et godt eksempel på begge dele. Her møder vi Walter, som vokser op i en karikeret amerikansk lilleby sammen med sin storebror (Jason Segel, som bedst kendes fra How I met your mother). De lever et helt almindeligt liv med baseball, vandkamp i haven og Halloween. Der er bare lige den detalje, at Walter er en dukke.

Gennem hele sin barndom føler Walter sig alene. Der er ingen andre i byen ligesom han. Men så ser han The Muppet Show i fjernsynet, og han finder ud af, at der er andre som ham. Walter er trofast fan af Kermit og resten af dukkerne, og selv da andre børn vender dukkerne ryggen og showet bliver taget af skærmen, er Walter stadig lige begejstret.

På en tur til Muppet-studierne i Los Angeles opdager han ikke kun, at verden fuldstændigt har glemt dukkerne, og at studierne er faldefærdige - han opdager også, at en ondsindet oliemilliardær vil rive studierne ned for at bore efter olie.

Så ruller en historie, der er helt efter skabelonen: Walter, hans bror og dennes kæreste (den ekstremt alsidige Amy Adams fra så forskellige film som The Fighter og Fortryllet) opsøger frøen Kermit, der sætter sig for at stable et show på benene, så de kan skrabe penge nok sammen til at købe studierne tilbage fra oliemilliardæren.

Men når filmen trods den forudsigelige opbygning stadig er stærkt anbefalelsesværdig, skyldes det den charme, der ligger i den bevidste leg med nostalgien - for eksempel ser vi, hvordan mange af dukkerne er endt her flere årtier efter deres storhedstid - og den særlige, hjertevarme humor, The Muppet Show var kendt for i gamle dage. Det ene øjeblik griner man af en raffineret reference til populærkulturen, det næste af en dukke, der får noget tungt i hovedet.

Filmen er ikke med dansk tale, hvilket sorterer de yngste seere fra. Det er ærgerligt, da The Muppets er god nok til at skaffe dukkerne en ny generation af fans.

The Muppets
Ude nu på DVD og Blu-Ray fra Disney