Mesterinstruktøren David Cronenberg samler nogle af tidens mest aktuelle mandlige skuespillere, Michael Fassbender og Viggo Mortensen, i sin biografaktuelle film om psykoanalysens fødsel.
Vi skriver fin de siècle i Centraleuropa. Carl Jung er en ung psykiater ved Burghölzli centret i Zurich. Han er gift med den velhavende Emma Rauschenbach. Da den unge Sabina Spielrein bliver indlagt på centret med voldsomme anfald, ser Jung muligheden for at anvende samtaleterapien til at behandle den unge dame. Parallelt med behandlingen af Spielrein møder Jung sit idol, psykoanalytikeren Sigmund Freud, og disse indleder et professionelt venskab, hvor de spenderer megen tid på at analysere tanker og drømme. Kort efter begynder Jung et sadomasochistisk kærlighedsforhold til Spielrein.
Filmens plot omhandler således den sande fortælling om trekantsdramaet mellem Jung (Fassbender), Freud (Mortensen) og Spielrein (Keira Knightley). Freud advarer sin elev mod erotisk involvering med patienter, da han mener at de følelser der bliver vækket under behandlingen er en overførsel af den mentale sygdom. Jung portrætteres derimod mere ambivalent omkring dette spørgsmål og man er i tvivl om hans seksuelle forhold til Spielrein er til fordel for hans egen kødelige lyst, eller om han faktisk er forelsket i den unge dame, da han ser hende som en eskapisme fra hans borgerlige liv.
Den canadiske David Cronenberg er en af tidens helt store instruktører. A Dangerous Method minder om hans tidligere Crash, der omhandler den seksuelle lyst der opstår ved nærdødsoplevelsen. Rent filmteknisk kan man ikke komme efter Cronenberg. Og det er forbløffende så smuk som hele perioden omkring starten af 1900-tallet er afbilledet.
Men der hvor A Dangerous Method fejler er i formidlingen. Først fordi den digter om på virkeligheden ved bl.a. at nævne Jung, som den første til at anvende samtaleterapien, da den reelt havde været anvendt allerede ti år tidligere af Joseph Brauers patient Anna O, og ved at antyde at Freud var racistisk. Dernæst fordi den ikke forklarer de ting den sætter sig for at fortælle.
Filmens anslag introducerer en kolerisk Keira Knightley. Vi har at gøre med en person der bliver erotisk ophidset af al form for ydmygelse. Knightley overspiller som psykisk syg og er ikke særlig overbevisende i sin rolle overfor talentfulde Fassbender og Mortensen.
Kort efter denne overværelse af Spielreins vanvid bliver hun rask og der referes til at det er Freuds metode, som Jung har brugt til at kurere hende, hvorfor man savner en mere dybdegående afbildning af behandlingsprocessen. Derfor bliver det endnu mere aparte at betragte hvordan Spielrein pludseligt sidder side om side med Freud som kollegaer og diskuterer psykologi.
Forholdet, mellem Jung og Freud, samt filmen bliver desværre begrænset til en lang og kedelig pisse konkurrence mellem de to, hvor den derimod kunne have lært sit publikum noget mere om psykoanalysens grundprincipper og to af historiens vigtigste psykoanalytikere.
