|
|
Albert Nobbs er en lavmælt og velfortalt film. Historien udspiller sig blandt tjenestefolkene på et fornemt hotel i 1800-tallets Dublin. Hovedperson er butleren Albert Nobbs. Det er set før - filmen om butlerens drama. Det selvudslettende menneske der gemmer på hemmelige drømme og følelser. Men Rodrigo Garcías variation over butlertemaet er personlig og meget overbevisende.
Albert Nobbs' store hemmelighed er, at han er en kvinde. Det bliver vi hurtigt klar over. Ingen af de andre tjenere har anet uråd, for Nobbs (Glenn Close) gemmer sig i butlerens uniform. Overkroppen snøres stramt ind i et korset, og stemmen gøres dyb. Den diskretion og stilfærdige optræden, man forventer hos en butler, passer perfekt til den, der ønsker at gemme sig. Men det kan jo ikke blive ved. Da hotellets vægge en dag skal males, dikterer den strikse hotelbestyrerinde, at malersvenden skal sove på Mr. Nobbs værelse. Og ud på natten går det galt. Dermed holder den rå maler, Mr. Page, Alberts skæbne i sine hænder.
Til alt held viser Mr. Page sig at have stor forståelse for situationen. Han er nemlig også en mand i korset, fremragende spillet af Janet McTeer. De to kvinder udveksler historier. Maleren fortæller Nobbs, at hun er gift med en kvinde, og det sætter gang i butlerens drømme om et andet liv. Albert, der har sparet op af sin usle løn, begynder at se muligheder for at komme væk fra hotellet. Han ser for sig, hvordan han kunne starte sin egen tobaksforretning, og han forestiller sig en lille kone stå og ekspedere og snakke livligt med kunderne. Derfor begynder Albert at gøre kur til den unge tjenestepige Helen (Mia Wasikowska). Et ikke videre gennemtænkt projekt, der forståeligt nok har mange odds imod sig. Ikke blot skal Helen acceptere det faktum, at Albert er kvinde, hun er også forelsket i Joe (Aaron Johnson). Men Joe drømmer om flugten til Amerika, en drøm der får sig et knæk, da Helen bliver gravid. Joe er ikke klar til at være far, og pludselig har Albert måske alligevel en chance.
Glenn Close er fremragende i rollen som Albert Nobbs. Hun fremstår ikke ret meget som en mand, men snarrere som et asexuelt, ET-agtigt væsen med stirrende øjne. Karakteren har en fængslende tvetydighed. Hun er havnet midt i mellem, lige langt fra sit biologiske køn som fra det køn, hun prøver at gestalte. Der er noget sart og ængsteligt over dette menneske, der egentlig ikke lever sit eget liv, men bare prøver at overleve i en barsk verden, hvor fattige kvinder ikke har mange chancer. Men så banker håbet på hendes dør, og det er rørende at se, hvordan øjnene lyser op og hun forsigtigt, men målrettet begynder at skride til handling.
Filmen lægger sin sympati og sin synsvinkel "downstairs" hos tjenerne. Det er deres verden og deres livsvilkår, vi er vidner til. Men det er ikke en film om "downstairs" mod "upstairs". Handlingstrådene trækkes mellem medlemmerne af de lavere klasser, og ikke mellem høj og lav. Det er således ikke primært en film om uretfærdighed. Det manglende sociale sikkerhedsnet og den respektløse behandling fra herskabets klasse er snarere den baggrund, hvorpå Albert Nobbs og de andre centrale personers liv og drømme må udfolde sig. For det er det, filmen handler om. Om drømme og håb. Og om deres modsætninger: resignation eller stoisk accept af tilværelsens rammer.
Ud over Glenn Closes og Janet McTeers spændende og meget forskellige fortolkninger af kvinden, der spiller mand, ligger filmens styrke i alt det, der er udenom. Dialogen er god, ikke bare hovedpersonerne imellem, men også når bipersonerne er involveret. Det, de siger, virker troværdigt og er ikke kun ligegyldige klichéer. Flere af birollerne fremstår som personer, man faktisk godt kunne tænke sig at lære at kende. Dette giver filmen en tilfredsstillende helstøbthed.
