Flere nyheder

 
Musik
Siamese Fighting Fish på Lille Vega

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Siamese Fighting Fish på Lille Vega
Ons. 22. aug. 2012


Lørdag aften var Lille Vega henvist til drømmende mørke fra et af de mest prominente danske upcoming bands. Siamese Fighting Fish påstod selv, at de var nervøse over at skulle spille på scenen i Lille Vega, og var det ikke fordi trommeslageren kom helt skævt ind i et nummer og gruppen derfor måtte starte nummeret fra toppen, var der ikke meget der tydede på nervøsitet. Scenografisk har bandet dog stadig noget at arbejde med, men samspillet, personligheden og ikke mindst energien var i top!

Da gruppen endelig gik på efter ujævn opvarmning fra Kind Stalkers og noget bedre opvarmning fra Disarray Sons, var der efterhånden både pakket og stegende hedt i Lille Vega. Bandet skulle heller ikke langt ind i settet før en velsyngende Mirza Radonjicas skjorte var fuldstændig gennemblødt dels pga. varme og dels pga. hårdt arbejde. Dette var et kendetegn for SIFIFI på denne aften. De knoklede benhårdt og det gav også pote! Der blev smidt et par sange af sted fra den første plade, We Are the Sound, men da vi kom lidt ind i settet, blev der for alvor lukket op for den nye plade Breathe:See:Move, som releasekoncerten skulle promovere.

Sangene blev smidt af sted med en hidsig iver, og der var ingen tvivl om, at gruppen stolede fuldt ud på materialets kvalitet, hvilket også var med rette. Især den nye plades sange gjorde sig godt, og jo længere frem i settet vi kom, jo hårdere og mere edgy blev de drømmende skæringer. Den skizofrene energi, der kendetegner bandets lyd - som består af lige dele hårdkogt smadder heavy og emotionelle violinbaserede passager - udviklede sig mere og mere og i takt med at bandets kantede skæringer tog til i intensitet. Og dette gjorde sig også gældende for det moshpit-trængende publikum, og både stagedives og moshpits blev vildere og vildere. Det kulminerede til sidst, hvor bandet smed nogle af deres hårdeste kompositioner ud over scenekanten, og med lige dele scenetække og stærk publikumskontakt var der hele tiden en symbiotisk vibe band og publikum imellem. Et eksempel herpå var bl.a. hvor Mirza "gav sin kæreste til publikum", og lod hende crowdsurfe, hvilket i særlig grad tog kegler hos publikum.

Festen var i hus, men bandets scenografi var en kende akavet eftersom man havde valgt at hyre to dansepiger til at stå i baggrunden og udføre en udtrykssøgende heavy-dans, der ikke rigtig fandt sig til rette under koncerten. De virkede mere som to aerobic instruktører, der var gået forkert. Ideen var som sådan sjov nok, men eftersom gruppen allerede består af seks medlemmer og Lille Vegas scene ikke er større end den er, var der for det første ikke så god plads til de to dansesild. Og for det andet virkede det mere som om de havde deres hyr med at være der for bandmedlemmer og forstærkere og med at lave egentlig fysisk fortolkning af bandets musik. Desværre!

Dette var dog ikke et så forstyrrende element at koncerten blev ødelagt, for det fyldte trods alt ikke mere end at det bare virkede som en halvsløj gimmick, og når det så er sagt, havde bandet derudover ikke noget problem med at spille koncerten hjem, eftersom den altoverskyggende energi hele tiden var helt i top! Lille Vega var i gode hænder, og Siamese Fighting Fish kan glæde sig over, at være på vej i en rivende udvikling, hvor de bl.a. med to stærke udgivelser og denne koncert er kommet ganske godt fra start.

Siamese Fighting Fish på Lille Vega den 18. august 2012