|
|
"Af de fyrre katte vi har er der en af dem der kan finde ud af at åbne døre. Hvis jeg ikke havde mødt denne kat som kan åbne døre, ville jeg ikke have vidst at katte var i stand til dette."
Alison Klaymans dokumentar Ai Weiwei: Never Sorry indledes stærkt med denne metaforiske udtalelse fra den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei. Han er en af kattene, der har kunnet åbne døren. Han har gjort den kinesiske og den øvrige verdens befolkning mere bevidst om nogle af de ting der foregår i landet. Hans kunst og hans ords magt, er bl.a. gennem internetfænomenet Twitter, blevet så indflydelsesrige, at den kinesiske regering har taget drastiske midler i burg, for at få ham til at tie.
I filmen ser vi hvordan Ai Weiweis kollegaer filmer en chokerende politivolds episode, der resulterer i 1), at Ai Weiwei bliver forhindret i at vidne ved aktivisten Tan Zuorens retssag, så sidstnævnte ender med at blive fængslet og 2), at kunsteneren skal have en hjerneoperation. Voldsepisoden bliver nægtet af politiet.
Endnu mere rørende er hans arbejde for at samle navnene på de flere tusinde børn, der døde i dårligt byggede skoler under Sichuan-jordskælvet i 2008. Man er rystet i sin grundvold idet man beskuer statsinstansernes ubehjælpelighed gennem denne proces, ligeledes når man hører, at forældrene til børnene blev arresteret for at holde mindeceremonier for deres døde børn.
Dokumentaren giver os et indblik i hvordan Ai Weiweis indflydelse gennem Twitter samler den kinesiske befolkning i fredelige protester mod systemets dække af sandheden. Det giver håb for, at de kinesiske borgere på et tidspunkt virkelig vil rejse sig og modsætte sig systemet.
Men der er lang vej endnu. For imens filmen er ved at blive til, bliver Ai Weiwei sat i arrest et ukendt sted i næsten tre måneder. Hændelsen er skræmmende. Kina, den nye stormagt, landet hvor alle de store økonomiske muligheder findes, har en enorm bagside. Det er et land hvor dissidenter forsvinder sporløst, og hvor politiske fanger bliver dømt under kinesiske lovsparagraffer hvis indhold siger, at de er til fare for den kinesiske stats(apparats!)sikkerhed.
Klaymans dokumentar er den første i spillefilmslængde, der fortæller mere dybdegående om manden Ai Weiwei. Den gennemgår hans kunstneriske virke, opsætningen af udstillinger for nogle af verdens største museer, hans sociale aktivisme gennem kunsten og hans private liv. Dokumentarens virke og ideologien om public service kommer virkeligt til udtryk i Ai Weiwei: Never Sorry. Man bliver chokeret af at se denne film, men på trods af situationens alvor giver den charmerende og sympatiske Ai Weiwei os komisk lindring gennem tørre og humoristiske kommentarer. Man indser at anstrengelserne for at gøre Ai Weiwei tavs, kun er med til, at gøre ham mere højlydt: "Frihed er en mystisk størrelse. Når man først har oplevet den, forbliver den i ens hjerte og ingen kan tage den fra en." - Ai Weiwei.
