Tømmermænd, ikke i Vegas, men i New York. Ikke fire mænd, men fire kvinder. Ikke en mistet ven, men en iturevet brudekjole. Mød brudepigerne i Bachelorette!
"Is it hard?", spurgte adskillige sympatetiske gæster Bachelorette-instruktøren, Leslye Headland, til hendes søsters bryllup. Som den ældste og den eneste ugifte søster var dette spørgsmål åbenbart nærliggende. Er det hårdt at være single? Det var denne overraskende, for ikke at sige nedværdigende forespørgsel, der katapulterede Leslye Headland hen imod idéen om en kåd kvindefilm, der sætter spotlight på den moderne kvindes kvaler med kærligheden, den platoniske såvel som den passionerede, samt identiteten, både som menneske og som kvinde. Desværre ender instruktøren med ufrivilligt at samtykke det frygtelige spørgsmål, som hun og filmen oprindeligt søgte at tale imod.
Becky "Pig Face" (Rebel Wilson) skal giftes. Ih. Åh. Uh. Eller? Sådan bliver nyheden ikke just modtaget af hendes tre highschool-veninder, der alle endnu er langt fra at gå den romantiske vej op ad kirkegulvet. Gruppens ubestridte dronning er den kontrollerende-møder-kyniske-kælling Regan (Kirsten Dunst), som har det mere end almindeligt svært med Beckys kommende bryllup. Hun har nemlig selv i årevis forsøgt at tvinge et frieri ud af sin evigt fraværende kæreste. Gena (Lizzy Caplan) slikker endnu sårene efter highschool-kæresten, mens kvartettens sidste fjerdedel, Katie (Isla Fisher), bestandigt har næsen begravet i en verdensfjern kokainrus. En så umage klike kan næsten ikke udrette noget sammen. I hvert fald ikke noget fornuftigt, hvad polterabenden bliver et semi-komisk og helt tragisk eksempel på.
Chick-flick-epidemien har efterhånden hærget i halvandet årti. Katalyseret af den kvabsede, men også komiske Bridget Jones, kultgjort i New York-sagaen Sex and the City, relanceret i dansk regi med den klodsede, men ligeså karismatiske Nynne og senest rekonstrueret i en mindre klædelig udgave i sidste års hitmager, Bridesmaids. Har vi, kvinder, derfor brug for flere tøsefilm, hvor en kvindes største ønske er at blive gift og få leddegigt af kriminelt høje stiletter? Savner vi flere filmiske forevigelser af kvindekønnet som konkurrerende, klædebesatte og kurtiseringsivrige madammer, hvis vigtigste vej i livet er at gå fra single og søgende til parliv og parcelhus? Åbenbart.
Bachelorette lægger sig i al fald i slipstrømmen af denne filmkliché, hvis fornemste mål synes at være kommercielle interesser og ikke virkelighedsnære gengivelser af kvindekønnet. Heller ikke i denne film bliver XX-kromosomerne skildret synderligt gunstigt, da filmens fire kvinder ligner fire fortænkte karikaturer og ikke fire selvstændige karakterer. Faktisk er hele kvartetten drønhamrende irriterende - Regan er så søndagsskolestriks, at man ville kunne fryse vand til is på hendes hud, Gena opfører sig så tåkrummende umodent, at tilskueren får lyst til at stikke hende en lussing eller to, mens Katies kroniske hang til stoffer og alkohol får hende til at fremstå som en hjerneblæst dumrian, der burde være blevet indlagt allerede i filmens begyndelse.
Identifikationen med filmens persongalleri har altså næsten umulige kår, når karaktererne veksler mellem fælt frustrerende og græmmende grinagtige. Dialogen brillerer ved at være ligeså flakkende - fra oprigtigt sjove lines til frygteligt overgearet snak. At historien dertil er forfærdende forudsigelig trækker den sidste spænding ud af det hysteriske projekt.
Filmen ender nu alligevel på tre stjerner og altså en tålelig oplevelse, og dette skyldes, at hver af karaktererne, under den påtænkte festlige maske, døjer med relevante personlige problemer, der i korte glimt vækker tilskuerens oprigtige empati og engagement. Det er i dette (semi)tragiske bundfald, at filmen, ironisk nok, kommer til live, når den nu bliver promoveret som en komedie. Det sjove er nemlig slet ikke så sjovt. Det alvorlige er til gengæld langt mere vedkommende, hvad der får denne anmelder til at ønske, at instruktøren havde skrottet den humoristiske populisme og i stedet havde engageret sig i en mere sober kvindedissekering. Dér hvor det virkelig gør ondt, hvor det virkelig gælder og virkelig fænger. For hvorfor er det nu, at Regan begyndte at hade sig selv som tolvårig? Hvorfor sidder Gena fast i erindringen om en kæreste, der svigtede i et afgørende øjeblik? Hvorfor overgav Katie sig til stoffernes glemsel, og hvorfor udgav Becky sig for at være bulimiker for Regans skyld, når hun er så lidt sød ved hende? Det er ikke, fordi spørgsmålene forbliver ubesvarede, men, ud over Genas tilfælde, bliver de resterende tre behandlet med en undergravende overfladiskhed, der efterlader en tom eftersmag.
I korte glimt glimter filmen virkelig - som når Genas eks-kæreste holder en akavet tale sidst i filmen, eller når Regans skrøbelighed siver ud af hendes syrlige skal. I alt for lange glimt glemmer filmen dog sit egentlige fokus. Hvad der kunne være blevet en autentisk film om kvinder, kærlighed og kammeratskab bliver i stedet en flygtig svømmetur i succeskølvandet på den reelt set mere overfladiske Bridesmaids. Fundamentet var der. Helt bestemt. Det er facaden, der er helt forkert.
