|
|
Kunst kræver ofre. Det må den kunstnerisk begavede, men også kunstnerisk undertrykte Marie Krøyer sande i Bille Augusts epos om et af Skagenmalernes kendteste og mest kontroversielle par - Krøyerklanen.
"Gud har ikke åndet på dig", siger en hensynsløst ærlig P.S. Krøyer til sin unge, kunstnerisk ambitiøse kone, Marie. Krøyer har haft endnu et af sine smertelige anfald af sindssyge, og som han ligger der i sengen, svækket og slap, sidder hans lydige kone ved siden af, tager underdanigt hans sokker af og beroliger hans udkørte nerver. Men fornærmet, det er hun. Trist, udmattet og fortabt. For hvem er hun egentlig, denne stille kvinde, der er så vant til at passe på sin geniale, men også syge mand, at hun har indfundet sig med sin tilbagestående rolle som den passive kvinde bag sin ombejlede mand.
Det er ingen let sag at være gift med en af det 20. århundredes mest gudbenådede kunstnere. Et feteret kunstnerliv i det billedskønne Skagen opvejer ikke parrets gennemgående kriser, der primært skyldes Krøyers svagelige sind med hyppige indlæggelser på lokale anstalter. Marie kæmper med sin underlødige status over for Krøyers altoverskyggende væsen, mens hun forsøger at opdyrke en uafhængig kunstnerisk karriere. Mødet med den svenske komponist, Hugo Alfvén, viser sig som en overraskende invitation til et nyt liv. Men også et bedre liv?
Bille August har ikke haft en film i de danske biografer i fem år nu. Ligesom sin forrige film, den knap så vellykkede Farvel Bafana, vælger den succesfulde danske instruktør igen at zoome ind på et historisk materiale, der omhandler et både velkendt og omstridt emne. Denne gang lykkes det dog August at opretholde en yderst virkningsfuld personinstruktion, der gnidningsfrit suger tilskueren ind i filmens omtumlede persongalleri og både fastholder vores nysgerrige blik og stiller vores sultne opmærksomhed.
Det brillante skuespil skal krediteres for denne fortjeneste. Tv-serien Borgens frontdame, Birgitte Hjort Sørensen, manifesterer sig som en fuldlødig karakterskuespillerinde i rollen som den plagede Marie, der kæmper en vedblivende indre kamp mellem at holde fast i egen identitet og holde fast på loyaliteten over for sin problematiske husbond. Hun bærer filmen igennem, godt hjulpet af Søren Sætter-Lassens noget mere dramatiske fremtoning.
Filmens virkelige es er dog dens formfuldendte billedside, der vitterligt matcher Skagentemaet til perfektion. Fantastisk flotte panoreringer kombineret med en fotografisk fornem billedstil gør næsten filmen til et levende postkort, der besnærer sanserne og vækker æstetikeren i én. Det er Billes billedbravur, når det er bedst.
Men Marie Krøyer fejler - næsten fatalt - på et afgørende punkt. Den negligerer Maries kunstneriske livsbane til fordel for hendes turbulente ægteskab med Krøyer og ligeså melodramatiske affære med Alfvén. "Min kærlighed til dig gør, at jeg mister mig selv", hvisker en desperat Marie til sin dominerende mand. I denne sætning hviler filmens grundkerne, og underforstået er det, at hun både mister sig selv som menneske og som kunstner. Det sidstnævnte forbliver uforløst, og i stedet synes filmen indirekte at forfægte følgende karske konstatering, som Maries veninde leverer midt inde i filmen - "En kvinde skal ikke finde sig selv. Hun skal finde en mand, så bliver hun lykkelig".
Hvor blev kunstneren, den selvstændige, skabende kraft af i Marie Krøyer? Pist væk. Men mennesket Marie synede frem i ligelige doser tragik og triumf. Og for tilskueren et temmelig tilfredsstillende menneskeligt bekendtskab.
