Et af den amerikanske litteraturs mest skelsættende værker, On the Road, har fået en halvhjertet tur i den filmiske vridemaskine. På trods af et stjernebesat cast, en sædvanligvis habil instruktør og et legendarisk afsæt, sidder man alligevel tilbage med en følelse af øv.
Sal Paradise er en vandrer. I bogstavelig forstand. Og i overført betydning. Han vandrer tværs over USA. Alene eller sammen med sine studentikose venner, som stiller deres åndelige sult med poetisk-filosofiske betragtninger af livet, kærligheden og alt ind imellem, mens de hver især dagdrømmer om et litterært gennembrud, der vil sætte nye standarder for kommende generationer.
Sal er også på en eksistentiel vandretur. Til tider ensom og observerende, nedskrivende alle de mange indtryk, der aflejrer sig i hans sarte ungdomssind. Følelsesfulde registreringer af en kompleks verden, han hungrer efter at (er)kende. Andre gange slår vennerne følge med ham, og sammen gør de revolutionær front imod samfundets konformitet. "Jeg vil kun snakke med dem, som aldrig gaber eller siger noget ordinært, men brænder. Brænder som romerlys i den mørke nat", erklærer den unge Sal passioneret, mens hans hvileløse forfatterfingre slår på den dampende skrivemaskine. Forfatteren i Sal er ved at vågne som et uventet tordenbrag, der for en kort stund oplyser den mørkelagte himmel.
Det er dette generationstordenbrag, som den amerikanske, Jack Kerouac, forsøgte at indfange for mere end 50 år siden i sit banebrydende værk, On the Road. On the Road tager favntag med ungdommens uvilje mod den passiviserende status quo, personificeret i det etablerede samfunds fastlagte normer.
Livet skal ikke overleves. Det skal leves! Ingen tid at spilde. Ingen regler at følge. Klikens dybereliggende angst for den åndelige død gør dem desperate efter at knockoute selv de spædeste tegn på en discounttilværelse.
Brasilianeren Walter Salles har gjort sig bemærket med den elegante roadfilm, Motorcykeldagbog, samt den amerikanske genindspilning af Dark Water. Hans poetiske tilgang til filmmediet kommer ham til gode igen, da æstetikken er On the Roads absolutte vinderslag. Filmen fordyber sig i fine billedkollager af udstrakte landskaber, stille ansigter og svedende jazzklubber. Det er flot, uden at være helt forrygende.
Men hvor blev plottet af? Fremdriften? Filmen flader ud fra start til slut. Der er ingen karakterudvikling og intet fortællermæssigt drive. Ironisk nok, eftersom både Sal og hans venner er i konstant bevægelse. De flytter sig dog ikke fra deres mentale, følelsesmæssige ståsted og filmen fortsætter ud i de samme fikserede stereotyper. Sal (Sam Riley) er og forbliver hele filmen igennem den frisindede, men følsomme forfatterspire, Dean (Garrett Hedlund) den rebelske, men også følelseshæmmede småkriminelle, Carlo (Tom Sturridge) den excentriske skabsbøsse med hang til store ord og følelser, mens Marylou (Kristen Stewart) er og vedbliver at være den smidige krop uden nogen sigende sjæl. Ingen af dem er udbyggede nok til, at man gider dem i længden. De reflekterer over tilværelsens ulidelighed, men udfordrer på intet tidspunkt deres eget spejlbillede.
Mens vejens hvide midterstreg ruller sig ud, sidder man som tilskuer og spørger sig selv - hvorfor? Hvad er deres motivation? Vel ikke den altødelæggende hedonisme, som synes at fordærve alle, de kommer i kontakt med? Hvorfor opponerer de så ihærdigt imod samfundet, når samfundet på intet tidspunkt i filmen virker demoraliserende? Derfor udhuler det filmens dynamik, da fjendebilledet ikke bliver overbevisende nok. Den virkelige fjende synes derimod at være dem selv, men det fokuserer filmen ikke nok på.
On the Road hænger tillige karakterernes rejsevanvid op på menneskets fundamentale behov for den personlige frihed, men den begriber ikke, at dét "at rejse væk" ikke nødvendigvis er det samme som "at rejse ud". At selviscenesættelse ikke er lig med selvrealisering. Når persongalleriet udstiller en så simpel menneskeforståelse, og grundhistorien svælger i fladtrådte anskuelser af frihed og frigørelse, får vi altså en kliché af en film, hvor det at rejse bestemt ikke er at leve.
Lad det derfor være sagt, at Jack Kerouacs On the Road måske nok er en must read i litteraturens verden, men Walter Salles` visuelle version er desværre ingen must see i filmens!
