|
|
Herman Bang har i år været død i 100 år, men er genopstået mere levende end nogensinde i Ole Lemmekes fabelagtige portræt af ham på Folketeateret. Cecilie Stenspil som Betty og Casper Crump som Fritz er gode, men Laus Høybye er et fund som den unge Johannes V. Jensen.
Når lyset tændes ser man Bang siddende med ryggen til i noget der ligner en dagligstue, han ryger og bladrer i et rollehefte, som viser sig at være Strindbergs Frøken Julie. Ind træder Betty Nansen, og de hilser overstrømmende på hinanden.
Betty er vældig glad for at Bang skal instruere hende i rollen som den aristokratiske frk. Julie, men er mindre begejstret for, at tjeneren Jean på Bangs forlangende skal spilles af den unge flotte men talentløse Fritz Boesen, fordi Bang nærer en brændende men uforløst kærlighed til ham.
Mens der ventes på Fritz, udveksler de to venner bitre erfaringer, Bang om den manglende forståelse hans kunst møder i det bigotte Danmark, hvor han må lide den tort af Georg Brandes at få tildelt "en middelgod fruentimmerforstand", og som ofte må flygte udenlands på grund af sin homoseksualitet. Betty om sine frustrationer med mænd. Hun ligger i skilsmisse med sin mand, Peter Nansen, en af Bangs få gamle venner, og som derfor har svært ved at sympatisere med hende, når hun fortæller hvordan hun har stået i al sin nøgenhed i månelyset mens hendes mand bare lå og sov med ryggen til. Ikke desto mindre opildner denne talen om nøgenhed Bang, han skoser hende snart for hendes tilknappethed: "Knap dog lige lidt op!" og inden længe har han fået Fritz til at smide skjorten og vise sin muskuløse og velformede overkrop frem.
Der bliver drukket tæt, vin og især absint, hvad der bidrager til den løsslupne stemning, og det er en svir at opleve Ole Lemmekes Bang hvirvle rundt om Fritz og Betty i sine ihærdige anstrengelser for at instruere dem, få dem til at vise lidt lidenskab og sanselighed, og sjældent har man set to mere uengagerede spillere, Betty kigger ud i rummet i stedet for på den stakkels Fritz, der kløjs i de simpleste replikker.
Og pludselig står Johannes V. Jensen i døren, i hele sin pure, renvaskede, blonde ungdom, en total kontrast til det der udspiller sig for hans øjne og som for ham grangivelig ligner en lastens hule. Men Bang får øjeblikkelig øje på hans støvler, som han hele tiden har manglet som absolut nødvendige i dette spil om magten, som både gælder magten i stykket mellem frk. Julie og Jean, og magtkampen mellem Bang, Betty og Fritz, som nu også får inddraget den unge himmerlænding i løjerne. Jensen siger ikke det store, men Laus Høybyes underligt mimikløse stenansigt giver et virkningsfuldt modspil til Bangs krukkede og 'dekadente' men også charmerende og elegante posør.
Oven på denne turbulente 1. akt virker 2. akt lidt mere tam. Bang og Betty mødes igen samme sted 8 år senere, og mens de står og taler går døren op og ind træder Casper Crump, nu ikke i rollen som Fritz, men som en altmuligmand på teateret ved navn Jørgen. Bang undlader selvfølgelig ikke at bemærke, at han har en uhyggelig lighed med hans tidligere store og ulykkelige kærlighed, og der skabes en forbindelse tilbage, idet Jørgen kommer slæbende med en kasse med vin, dagens avis og et par støvler, så Bang omsider får de støvler han savnede under prøverne med Frøken Julie. Det var jo Johannes V. Jensen der havde støvlerne på, og denne har nu begået en perfid kronik om Bang, som Betty læser op for ham. Men da samme Jensen, der åbenbart er kommet på bedre tanker, dukker op for at give Bang en undskyldning, er denne rejst til udlandet, som så ofte tidligere på flugt fra beskyldninger om hans homoseksualitet.
I et og alt en medrivende forestilling fra start til slut, især takket være Ole Lemmekes gudbenådede portræt af Bang.
Bang og Betty på Folketeatret, 4. oktober - 11. november 2012
