|
|
The Imposter er en faktuel fortælling med fiktive proportioner. Absurd, anderledes samt angstfremkaldende. Og ikke mindst autentisk!
"Så længe jeg kan huske, har jeg villet være en anden, har jeg ønsket at blive accepteret" - bedyrer filmens narrative midtpunkt, The Imposter eller bedrageren. Øjnene stirrer resolut ind i kameraet, munden skælver umærkeligt, mens stemmen indsmigrer som en lumsk slange. Skræmmende som han sidder der i et klaustrofobisk nærbillede og guider os gennem det sidste årtis mest surrealistiske identitetstyveri.
Frédéric Bourdin er hans navn. Et navn, han sjældent bruger. Søn af en fransk mor og en algerisk far, han aldrig har mødt. Opdraget af en racistisk morfar. En af den slags, som "synes, at alle sorte er aber, og alle arabere har atomvåben." Mere hører vi ikke til hans baggrundshistorie og de så betydningsfulde formative år. Det er i denne (u)tiltænkte negligering, at filmen fejler. Ikke fatalt, men påfaldende.
For hvad har formet denne besynderlige mand? Et eller andet må han have gennemlevet. Et traume, som ansporede hans eskapistiske mani. Måske han bare er psykisk syg? En genetisk tilbøjelighed til mytomani? Filmen fokuserer desværre ikke på nogle af disse, ellers oplagte, aspekter og kommer derfor utilsigtet til at give et mangelfuldt billede af den så dominerende hovedperson. Indrømmet, denne er ingen personskildrende dokumentarfilm, men når hovedfiguren er filmens primus motor, havde et mere indgående fokus på hans liv været værdsat.
Til gengæld centrerer filmen sig om dét, der gjorde Bourdin både forhadt og verdensberømt. I midthalvfemserne overbeviste han de amerikanske myndigheder (inklusiv selveste FBI!) om, at han i virkeligheden var en 16-årig amerikansk dreng, der blev kidnappet tre år tidligere. Og hold godt fast nu - han fik sågar overbevist drengens familie om, at han var deres forsvundne søn! Hvordan pokker kunne det lade sig gøre? Filmen forklarer, men fyldestgør ikke med noget ufravigeligt bevisgrundlag.
The Imposter pendler mellem effektive hjemmevideoklip, uddybende interviews og beskrivende rekonstruktioner. Som den sammenføjende røde tråd har vi Bourdin - halvt arrogant, halvt reflekterende, helt gådefuld. Dette valg er diskuterbart, for med Bourdin ved roret, får filmen en anfægtelig kaptajn. Som filmens rejsefører kommer tilskueren til at holde ham i hånden. Dette er mildest talt problematisk, da manden er manipulerende og derfor utroværdig som fortæller.
Filmen brillerer dog med en probat spændingsopbygning, som får tilskueren til skiftevis at tage sig til hovedet i forbløffelse og løfte brynene i overraskelse. Som en superstøvsuger med max sugeevne holder filmen tilskuerens opmærksomhed i konstant stimulering. At en dokumentarfilm kan opretholde en så virkningsfuld kurve uden at forfalde til billige fiktionstricks er en bedrift i sig selv. Rekonstruktionsdelen lugter dog af amatørisme, ligesom filmens afsluttende anklageskrift mod den amerikanske familie er dubiøst, når der ingen håndgribelige beviser foreligger. Kun insinuationer.
På trods af enkelte skønhedsfejl hejser The Imposter sig op på et superseværdigt niveau. Se den - fordi virkeligheden aldrig har taget sig så makabert ud!
