Annisette fejrer ny triumf med sit unge band på et indlevende og dybfølt album med mange facetter.
Det er fem år siden Savage Rose sidst var pladeaktuelle med Universal Daughter fra 2007, og man kunne frygte, at tiden havde kastet grus i maskinen og drænet Annisette for inspiration og tyngde, når man tænker på, at det er 44 år siden, hun albumdebuterede med den daværende konstellation i 1968. Men Love and Freedom indeholder ikke desto mindre ni topmotiverede, sprudlende sange med en kampklar Annisette i front og med et fantastisk backingband, der virkelig forstår kunsten at bakke op om frontfiguren, samtidig med at de også træder i karakter med kraftfulde og elegante detaljer.
Der er både svingende Hammondorgler, mundharpe, syrede guitarsløjfer, sydstatstunge gospelkor, dampende hede perkussions, og ikke mindst Annisette med en vokal, som faktisk kun er blevet bedre med årene. Det er ikke til at høre på hende, at hun er blevet ældre, bortset fra en charmerende, tiltagende hæshed, der klæder den kraftfulde stemme. Væk er den tidligere noget skingre vokal, som skræmte mange lyttere væk, fordi det blev for meget. Tilbage står en kvinde med en del år på livets landevej, som bliver besunget på fornemste vis på et album, der kun bliver bedre, jo mere man lytter efter.
Især "No More Love to Give" er et lille mesterværk i sig selv, hvor vokalens kraft går lige i hjertekulen. Bandet knuger Annisette i kærlige og stærke arme, og nummeret giver en helhedsoplevelse af de helt store.
"Freedom of Love" følger lige efter, og pludselig vælter det ud med soul og gospel så man bliver helt svimmel af begejstring. Og det er det bredtfavnende udtryk på albummet, der ender med at stå klarest tilbage. Flotte, intense og intime øjeblikke med Annisette, og forførende, livssprudlende og hede bølger af lyd fra de superkompetente musikere omkring den mørke, stadig dragende skikkelse i front.
Savage Rose: Love and Freedom ude på fra VME den 10. september 2012
