Flere nyheder

 
Litteratur
En bøn til Odd

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En bøn til Odd
Man. 19. nov. 2012


Gysets mester Dean Koontz er tilbage med endnu en bog i serien om Odd Thomas, der kan se de døde. Odd skal endnu engang hjælpe en hvileløs død videre til den næste verden, denne gang på en ejendom, der rummer mere end fint slåede græsplæner. En nervepirrende thriller, der bedst læses i dagslys!

En bøn til Odd er den femte bog i serien om den synske Odd. Odd er knap 22 år, og alligevel har han oplevet mere i sit korte liv, end andre oplever gennem en livstid, og heldigvis, for det er langt fra behagelige oplevelser han bliver rodet ind i. Odd ser de hvileløse døde, han har profetiske drømme og kan bruge 'synsk magnetisme'. Alle disse egenskaber er grundigt gennemgået i de tidligere bøger om Odd, og det kan derfor godt være svært at komme ind i den abstrakte tankegang, hvis man ikke har læst dem. Desuden er der en næsten glidende overgang mellem 4. og 5. bog, så man havner midt i en historie, og selv hvis man har læst seriens 4. bog, skal der læses nogle kapitler før man forstå hvad der foregår.

Denne gang befinder Odd sig et sted tæt på den Californiske kyst kaldet Roseland, en stor ejendom, der hjemsøges af en kvinde til hest, der forsøger at få oprejsning for sig selv og sin søn. Men det er ikke alt. Der lurer en skræmmende ondskab under overfalden. Kobler af vanskabninger med røde øjne, en stank af ozon og sværme af flyvende væsner. Det hele forløbet under mærkeligt foranderlige himle, dobbeltskygger, dag og nat der skifter uden varsel og skræmmende skrig i mørket. Indenfor murerne på Roseland er virkeligheden helt skæv. Der er mystiske dimensioner tilstede og helt nye naturlove at tage hensyn til.

Sammen med Odd er den 18 årige og gravide Annamaria, spøgelseshunden Boo og golden retrieveren Rafael. Annamaria er en gåde. Det er hende, der har fået dem til Roseland, men det nærmere formål og hendes rolle er ikke til at forstå. Hun er ikke bare anderledes, ifølge Odd, hun er 'uendelig gådefuld'.

Dean Koontz har mange sjove og sarkastiske referencer i historien. Både politikere og embedsmænd får nogle sandheder at vide. Ligesom referencer til Lady Gaga, Harry Potter og Justin Bieber også har sneget sig ind. Stieg Larsson nævnes, og bogen har faktisk mange ligheder med Mænd der hader kvinder blot tilsat en anelse mere ondskab, en anelse mere frygt og en hel masse overnaturlig effekter. En solid historie i bedste Dean Koontz stil, der dog kræver, at læseren har forkundskaberne i orden, for at få det fulde udbytte af historien.

Køb bogen på saxo.com

Dean Koontz: En bøn til Odd
Oversætter: Kim Langer
Forlaget Cicero, 348 sider
ISBN: 9788763825856