Flere nyheder

 
Teater
Tivolis Nøddeknækker

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tivolis Nøddeknækker
Man. 26. nov. 2012


Det er ikke første gang, Nøddeknækkeren danses i Tivoli. Den kongelige Ballet har danset Alexei Ratmanskys Nøddeknækkeren, og Steen Koerners kanoniserede hiphop version fra 2003 drønede i flere sæsoner over scenen i koncertsalen.

Til gengæld er det første gang, Tivoli har en egenproduktion af juleballetten over dem alle. Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli siden 2006, har koreograferet og har hentet forestillingens dansere fra både Pantomimeteatret og store dele af verden. Han og Henrik Lyding har flyttet historien til 1870-ernes København, og i stedet for den pudsige Drosselmeier optræder H.C. Andersen som hyggeonkel med papirklip for børnene til familiens julefest, ligesom Tivolis direktør Bernhard Olsen (1868-1886) og August Bournonville er blandt gæsterne. Tivoli er rykket med ind i balletten, for både Harlekin, Columbine og Pjerrot er med enten dansende på scenen eller svævende i ballongynge sammen med lille Clara.

I første akt er der juletravlhed, og tjenere, familiemedlemmer og børn spæner over scenen, og vi introduceres for lille Clara, der sammen med sin bror har store juleforventninger. Efter gaveregn og dans om juletræet drømmer Clara sig væk til musekrig, ballonfart, sneboldkamp og spirende forelskelse i Nøddeknækkerprinsen, og det hele foregår i et Tivoli eventyrunivers.

I anden akt nyder Clara divertissementer med kosakdans, arabisk og spansk dans. Sidstnævnte er koreograferet og leveret af suveræne Selene Munoz, der høstede velfortjent stort bifald. Hun er en stor flamencokunstnerinde og har til fulde forstået sin opgave - at kreere en koreografi, der passer ind i julehyggen, så hun ikke overskygger alle sine meddansere.

Lille Clara danses af Teele Ude, og med sine kun 1 meter og 50 illuderer hun glimrende i rollen som den lille pige.

Tjajkovskijs musik til løjerne er båndet, og det er en skam. En af de store glæder ved Nøddeknækkeren er musikken, og der er altså bedst effekt, når den kommer direkte fra en orkestergrav.

Dronning Margrethe har skabt både scenografi og kostumer, og vi danskere elsker alt andet lige vores dronning, der klipper, klistrer og syr, så det er en lyst. Hver for sig er mange af kostumerne fine, og blandt andet snefnuggene havde en lethed over sig. Til gengæld var konstellationen af blomsterfeer i pastelfarver over for nogle kostumer i stærke pangfarver lidt skarp for øjnene. Mus og især børnene i sort med Tivolilygter som hatte er ufatteligt søde, og koreografien til de små poder sjov. Man kan simpelt hen se, hvor skønt det er at være barn på scenen i Tivoli, til jul og så i Nøddeknækkeren. Det er i disse scener, forestillingen vil appellere til børn i alle aldre, for ideen med at omplante ballettens univers til Tivoli ligger lige til højrebenet.

Forestillingen er hyggelig og i børnehøjde, og ambitionen fra Tivolis side har ikke været at skabe et sidestykke til eksempelvis Balanchines Nøddeknækker, som Det Kongelige Teater dansede sidste sæson. Man har villet skabe et familieunivers, og med Tivoli i juleklæder som velkomst til publikum skal forestillingen nok trække fulde huse.

Nøddeknækkeren i Tivolis koncertsal 22. november - 22. december 2012.

Se spilletider