Flere nyheder

 
Teater
Et Julenisseeventyr

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et Julenisseeventyr
Man. 26. nov. 2012


Talentfulde børn og unge fra Eventyrteatrets Dramaskole indtager Glassalen med nissespjæt i stribede strømper og synger julen ind med klassikerbudskabet fra Dickens' hånd.

Julen er jo som bekendt en meget traditionsbunden højtid, og i anledning af Charles Dickens' 200 års fødselsdag spilles klassikeren fra 1843 Et Juleeventyr som vaskeægte nissemusical. Med respekt for den gamle klassikertekst bliver historien om den gamle gnier, her Ebernisse Skrut, fremført med flerstemmig sang, nissespjæt og båndet musik til lyden af knitrende slikposer og popcorn i Glassalen - En historie som de fleste kender til hudløshed med den vigtige og altid aktuelle julemorale om næstekærlighed og gavmildhed, sat på scenen af et ganske prisværdigt foretagende.

Ebernisse Skrut får natten til juleaftensdag besøg af fortidens-, nutidens- og fremtidens juleånd, som guider ham gennem hans griske og kolde liv, og slutningen er varm og lykkelig, og scenen i Glassalen er proppet til randen med nisser i alle størrelser i den store finale.

Eventyrteatrets Dramaskole lægger unge talenter til, som danser og synger som om de aldrig har gjort andet, og det er tydeligt, at der her er tale om en rugemaskine for kommende stjernefrø. Sproget på scenen er velholdt med ældre udtryk og med en generel respekt for fortællingens originale form guides publikum gennem historiens gang med hjælp fra fire unge nisser, som agerer fortællere, så alle kan følge med. Alt i alt ganske veludført for sin genre med glæde og gys i passende portioner, som fortællingen foreskriver det. Forestillingen får netop meget foræret med denne klassiker og en morale som de fleste kan forstå, men yderligere udfordres publikum desværre ikke i løbet af den times tid forestillingen varer. Gavmildheden i forestillingen strækker sig til en overflod af dygtige nye talenter, men uden kontrast og fornyelse i iscenesættelsen, så forestillingen forbliver ufarlig og sukkersød.

Denne juleforestilling når desværre ikke længere ud end til glasdørene ud mod resten af Tivoli. Intet nyt er tilføjet fortællingen, ud over placeringen i nisseuniverset, som resulterer i en juleforestilling med ekstra jul på. Eventyrteatret har ikke taget nogen stor chance med denne julemusical, men har holdt sig på den sikre side. Dermed ikke sagt, at forestillingen ikke kan underholde alle mellem 5 og 100 år som Eventyrteatret lover, og derfor er det da også svært at modsige en time i selskab med de syngende nisser i Tivoli. Traditionerne længe leve!

Eventyrteatrets Et Juleeventyr i Glassalen i Tivoli, 24. november - 16. december 2012.