|
|
Tyrannosaur er hjertevridende weltschmerz i sin mest radikale form. En barsk film med blændende personskildringer. En film om dét at miste fodfæste og finde sig selv.
Joseph (Peter Mullan) drikker. For at fortrænge. For at forsvinde. Han har et iltert temperament. Og finder sig ikke i meget. En skæbnesvanger nat går hans hæmningsløse vrede ud over hans bedste ven - hans gamle hund. Fortvivlet over dennes pludselige død og tynget af sin lidende samvittighed, indleder Joseph et venskabeligt forhold til den forknytte Hannah (Olivia Colman). Hos hende finder han uventet tryghed og længe savnet forståelse. For Hannah er Josephs umiddelbarhed et tiltrængt afbræk fra hendes klaustrofobiske ægteskab, hvor tæsk og tugt er genkommende elementer.
Et nyt liv åbenbarer sig i horisonten, men fortiden lader sig hverken forputte eller forjage. Mens Josephs desperation leder hen til uprøvede livsbaner, viser Hannahs langvarige underdanighed sig som en forstemmende trussel, der vil kræve sine ofre ..
Feel bad-film. Film, der udmærker sig ved en ubetinget atmosfære af eksistentiel tristesse, der er næsten umulig at ryste af sig, når den engang har penetreret kroppen og sjælen. Tyrannosaur er en sådan film. Fra første indstilling til rulleteksternes sørgeligt messende sang smerter filmen som et stikkende sår, ingen salve kan stilne. For at gøre smertestemningen så ægte som mulig, har filmen allieret sig med en fænomenal skuespillertrup.
Anført af skotten Peter Mullan, som indpoder både vid, varme og vildskab i den selvdestruktive Joseph. Hver gang Josephs voldsomme raserianfald melder sin ankomst, gokker han stille sit hoved mod en trækølle. Kæler den håbløst, knuger den hårdt. Det ene øjeblik holder han febrilsk fast i den for at styre sin sultne galskab. Det næste transformerer den sig til voldens forlængede arm. Mullan indfanger disse omskiftelige momenter med en sensitiv præcision. Som en kyndig kirurg på anatomisk rundrejse i menneskets indre kosmos.
Joseph spidder sig ind i tilskuerens sjæl med sin mekaniske gangart, sine bedrøvelige øjne, sine spydige replikker og sin sjælelige autencitet. Tyrannosaur er Josephs film. Den er Peter Mullans film. Han indkapsler slet og ret Josephs paradoksale natur på en så rystende indlevende måde, at det er længe siden, at denne anmelder har oplevet at være så emotionelt knyttet til en filmisk karakter.
Olivia Colmans stille eksistens, den underkuede Hannah, imponerer ligeså. Hendes passive offerrolle modsvarer eminent Josephs eksplosive sind. "I feel safe with you", siger hun sagte. "Nobody´s safe with me", replicerer han indsigtsfuldt. Hannah er en ulmende vulkan af prætenderet resignation. En kuet kvinde, der har nået det faretruende bristepunkt. Med sin fine forståelse for mimikkens sublime betydning formår Colman at fylde sin karakter ud med engagement og empati. Og tilskueren med.
Skuespilleren Paddy Considine debuterer som instruktør med bravur. Her er ingen visuel lir eller eksperimenterende kameraføring, men en naturalistisk, matter of fact-stil, som tilfører fortællingen en ætsende realisme. Monokrome billeder udleverer eksistenser i frit fald, mens dvælende nærbilleder fremkalder en følsom familiaritet.
Tyrannosaur er dyster, dragende og dundrende kompromisløs. Den gør så pokkers ondt og vrider dit hjerte ud af halsen. Men det er hele filmoplevelsen værd!
