|
|
Irsk folklore kurtiserer beskeden tegnestil. Kells-klosterets patriarker fortøjer filmen til klassikeren, Rosens Navn. Disede landskaber og gådefulde skabninger klinger af Ringenes Herre. Og drengehelteskikkelsen imiterer eventyrets sædvanlige satsning på den uspolerede skabning som samfundets salige frelser. Brendan og hemmelighedernes bog er nu alligevel særpræget.
Hektiske. Hurtigt snakkende. Hamrende perfektionistiske. Dagens deviser for moderne tegnefilm. Med computerteknologien som primus motor er tempoet skruet op, billedsiden gennempoleret og aktanterne speedsnakkende. Da Pixar udfordrede Disneys tegnefilmsmonopol, ekkoede det ikke kun i tegnefilmskulissen. Men i den ganske filmverden.
Antagonisterne var tegnet op, så at sige. Protegéens duel med papaen. Blyantstift kontra museklik. Gårsdagens nostalgi versus tjekket morgendag. Uundgåelig tegnefilmsudvikling eller uskyldighedens uigenkaldelige bortgang. Irsk/belgisk/franske Brendan og hemmelighedernes bog kildrer begge tegnestilspoler. Stilen sværger til blyant og viskelæder, garneret af sporadiske sidespring med tastatur og højreklik. Tør man sige - det bedste fra begge verdener?
The Book of Kells er et af Europas bedst bevarede skrifter fra Middelalderen. Baseret på Det Nye Testamente. Designet af skotske og irske munke i en særskilt stil, illuminering, hvor farvemættede illustrationer og detaljerige dekorationer satte præcedens. Netop billedernes farverigdom og todimensionelle facon har inspireret Brendan og hemmelighedernes bog, der går back to basics. Sirlige silhuetter, sparsomme skildringer og simple set-ups. Men øjnene klæber til biograflærredet.
En høj, bastant mur er under konstruktion. Den er solid. Formasteligt struttende. Selvsikkert synlig. Som den skal være. For udenfor er verden i opbrud. Bestialske vikingetogter trækker blodige spor af nedbrændte landsbyer og sammensunkne staturer efter sig. Indenfor har en gudfrygtig samfølelse sikret harmonien. For en stund. Abbed Collach rynker nu alligevel panden lidt for ofte og skuer foruroliget ud over den indemurede horisont.
Hans elskede nevø, den 12-årige Brendan, er fristet af det skamskændte liv uden for hjemstavnens trygge rammer. Nysgerrig og uskyldig som han er, forbryder han sig en dag mod onklens gentagende formaninger og træder uden for bymuren. En lykantropisk fe, en maliciøs dæmon og magiske krystaller udvider den rødhårede drengs forståelse af virkeligheden. Ansporet af munken Aidan, forfatteren af den mytiske Hemmelighedernes bog, beslutter Brendan sig for at omdanne mørke til lys.
Tegneformen er demonstrativt lakonisk. Konturerne konstituerer karaktererne - abbed Collachs krumbøjede ryg betoner hans stadige grublerier, mens Brendans diminutive figur fører tankerne hen på Den lille prins. Den kyske billedstil efterlader dog misfornøjede miner. En for demonstrativt anderledes søgende billedform ender i sin golde simplicitet med at afsætte distancerende aftryk. I sin ihærdige stilistiske selviscenesættelse, glemmer tegnefilmen at puste ægte liv i sine på tegnebrættet interessante karakterer. Brendan er charmerende, men også anonym. Onklen autoritær, men blottet for karisma. Vikingerne sorte skygger uden skræmmepotentiale.
Filmen skulle have forkælet den centrale historie og dens udøvere noget mere. Det havde givet en indholdsmæssig ansigtsløftning. Nu blævrer filmlærredet her og der. Filmens altruistiske pædagogik vil dog gavne børnene. De voksne kan til gengæld nyde den sobre stil, svøbt ind i et skønt soundtrack.
