|
|
Efter 25 år på amerikansk filmjord vender Lasse Hallström nu kameralinsen mod sin svenske hjemmestavn. En skandinavisk bestseller har lokket Hallström til at droppe drama på amerikansk og udforske thriller på svensk. Med finsk dialekt.
Et forfatterpseudonym til ære for krimikongen, Stieg Larsson, og astronomen, Johannes Kepler. Et ægtepar med kreativ krimikløe og kødfulde krimikolos med mainstream appeal. Svulmende salgstal og svimlende anmeldelser. Hypnotisøren har hypnotiseret de fleste. På skrift. Nu skiftes pennen ud med kameraet. Deskriptive ord med levende billeder. Og konkret sidebladning med visuel spændingsopbygning.
På trods af umulige odds overlever en ung dreng en ukendt morders grusomme massakre på sin familie. Hans far, mor og søster må hvile i fred, mens drengen selv svæver mellem koma og bevidsthed. Mellem liv og død. Kriminalkommissær Joona Linna (Tobias Zilliacus) sidder fast i en udsigtsløs efterforskning og får anbefalet den afskedigede hypnotisør, Erik Bark (Mikael Persbrandt), som alternativt hjælpemiddel. Familiens ældste datter er sporløst forsvundet, og Linna frygter, at hun er det næste offer.
Men Erik lider af kronisk søvnløshed, bakser med familiære problemer og er knuget af et kompromitteret videnskabeligt ry. Tør han vove sig ud i underbevidsthedens usigtbare vande og give en åndelig håndsrækning til en slumrende, traumatiseret psyke? Og ikke mindst - bør han?
Lasse Hallström er Sveriges store filmiske succes uden for Sverige. Efter familiemesterværket, Hva´ så, Gilbert Grape, oprullede Hallströms filmiske udenlandseventyr en kvalitetsmæssig stagnation med adskillige dramatiske underskudseksemplarer - kunstneriske såvel som kommercielle. Bliver Hypnotisøren hans svenske skulderklap og filmiske comeback?
På plussiden serverer filmen et indfølende cast med udsøgt identifikationspotentiale. Billedsiden er belejligt tro mod den nordiske minimalisme med et diskret farvespektrum, kølige miljøer og interimistiske lokaler. Denne sceniske askese fungerer forbilledligt, da den levner plads til historien, som ikke blot er filmens primus motor, men er i primus fokus. Den dramatiske nerve er dirrende og tilfører både karaktererne og filmen en indholdsmættet dybde, man alt for sjældent møder i en thriller.
Det selvsamme dramaelement kammer dog over og truer i flere scener med at nedtrampe filmens egentlige hovedmotiv - opklaringen af mordene. Det dramatiske burde have været udbyggende baggrundsstof, ikke en ligebyrdig dansepartner. Den spændingsmæssige kurve undergraves, når det primære plot kvæles af påhæftet udenomssnak. Spændingen underbygges dog med solid tålmodighed. Som en løgnedetektorgraf på sporet af en listig løgner, zigzagger filmen på hektisk vis mellem knugende suspense og forsagt drama. Fornemt, at realismen ikke bliver ofret for blindt spændingsræs. Fortrædeligt, at spændingen suspenderes mere, end godt er.
Renset for sjusk er filmen ikke. Linnas kvindelige politimakker er fuldkommen overflødig. Eriks rolle i opklaringsdelen forbliver ufrugtbargjort, mens hypnoseelementet er pinligt underrepræsenteret. Kan sindssygdom virkelig mønstre skarp planmæssighed? Hvorfor tager Linna pulsen på en øjensynligt død kvinde? Og hvornår gik gammeldags afhøringer og opklarende feltarbejde af mode? Man føler nærmest, at opklaringsgennembrudene bliver serveret for politiet.
Årets mest anticiperede filmatisering er hverken bravo eller bluff. Hypnotisøren bragte ikke denne anmelder i tænderskærende trance. Men den gjorde et bravt forsøg!
