|
|
Det er ikke Løvernes Konge, men foregår i Afrika. Ingen brølende løver, musikalske intermezzoer og vordende konger, men en forældreløs girafunge, et afrikansk slavebarn og en tavs nomade. Det er ikke Lawrence of Arabia, men temaerne i Zarafa kredser også om frihed, lighed og broderskab. På tværs af racer, nationer og arter. Intentionerne er ædelmodige. Udfaldet udsøgt. Zarafa excellerer som sjælens glødelampe i den kolde vintertid.
"Længe leve kongens giraf", udbryder den smiskende lakaj under den velbesøgte forevisning af kongens ekstraordinære foræring fra Egyptens pasha. Den bitte girafunge står uforstående over for den hvinende forsamling, der alle, uden undtagelse, er enige om at være begejstrede for dette aldrig før sete vidunder. Kongen selv sidder med demonstrativt spredte ben og kaster et henkastet blik på det udråbte under. Som han sidder der på sin velpolstrede kongestol, pudret kridthvid i hovedet, er det svært at synes bare den mindste smule om hans hule højhed.
Zarafa, som giraffen hedder, er grebet af den dybeste sorg, for nu er hun for evigt blevet adskilt fra sin elskede ven, slaveungen, Maki. Livet har vist sig fra sin ubønhørlige side for dem begge to. Zarafas moder blev dræbt af en gemen slavehandler, mens Maki blev revet væk fra sin trygge landsby og solgt som slave. Saharas prins, Hassan, har ført Zarafa hele vejen fra Sudans golde ørken til Paris` gungrende boulevarder. Tyrkiske tropper truer med at indtage Egypten, og landets pasha er desperat efter vesteuropæisk intervention. En enestående donation, i form af den smukke Zarafa, vil måske ændre kongens indifferente holdning, håber pashaen.
Men pashaens forhåbningsfulde forehavender har græmmende menneskelige omkostninger. Måske en langhalset giraf slet ikke hører til i den franske metropol, ligeså lidt som Maki og Hassan kan slå rødder i asfaltens krasse overflade. Men drømme dør aldrig, og heldigvis er Zarafa spækket med drømmende hoveder.
Zarafa strutter af findyrkede hensigter, både stilistiske og tematiske. Den todimensionelle tegnestil kan føles gammeldags for nye generationer, der er flasket op med perfektionerede animationsstilistikker. Tegnefilm anno 2012 sværger til cool computeranimation med upåklagelig gengivelseskarakteristik, exceptionel detaljerigdom og adræt tempo. Zarafa hamler nu ganske problemfrit op med sin splendide farvepalet, maleriske landskabsformationer og veltimede fremdrift.
Bevares, stilen er da bevidst koncis, og tempoet udfordrende sindigt i sammenligning med nutidens hurtigt pacende og brovtende animationer. Men Zarafa evner, modsat sine skrydende fæller, at indlejre sanseligt liv, sensibel kærlighed og spruttende passion i sine filmiske blodkar. Der hviler en uskyldsren naivitet over produktionen. Et længselsfuldt gehør i de håndtegnede menneskeskæbner. Som at erindre barndommens veludsmykkede billedbøger og mormorens betryggende stemme, når hun læste op af dem. Det er den samme euforiske følelse af totalt velbefindende, der gennemsyrer Zarafas animationsunivers.
Historien bugner af klukkende humor, sarkastisk vid og ægte kærlighed. En mærkbar melankoli i karakterernes skæbnetråde berører på et dybt plan. En smule atypisk for en tegnefilm, men bestemt ikke malplaceret. Zarafa er subtil poesi med sublim pondus. Julens bedste animationsgave. Vær så god!
