|
|
Amour er en film, der gør indtryk. Den viser uden formildende omstændigheder hvor grum og nådesløs afslutningen på livet kan være. Vi ved det godt, men skubber det fra os og nægter at beskæftige os med forfaldet. Michael Hanekes to timer lange film får os derud, hvor vi ikke kan bære mere. Mission Accomplished.
Ægteparret George (Jean-Louis Trintignant) og Anne (Emmanuelle Riva) er pensionerede musiklærere. De er i 80erne og bor omgivet af malerier, bøger og et flygel i en stor herskabslejlighed i Paris. Kultur, klassisk musik og kærligheden mellem dem har været omdrejningspunktet i deres liv. Deres datter Eva ( Isabelle Huppert) bor i udlandet og kommer kun sporadisk på besøg.
Allerede i filmens første scene får vi i et flash forward præsenteret historiens slutning. Den er ikke rar. Derfra bevæger vi os tilbage i tiden til dér, hvor det hele begyndte. En koncert hvor en af Annes elever spiller klaver for en propfyldt koncertsal. Da George og Anne glade efter den vellykkede koncert kommer hjem bliver Anne ramt af et slagtilfælde. Det viser sig, at det er starten på en række af dem, som ud over at resultere i en hurtig fremskreden demens også langsomt lammer hende mere og mere, til hun til sidst mister hele sin førlighed.
Haneke lægger som sædvanlig ikke fingre imellem. Vi ser, når hun får skiftet ble, bliver madet og bliver vendt, så hun ikke får liggesår. George tager sig selv af hende med hjælp fra hjemmesygeplejersker, der kommer og går. Han har lovet, Anne at hun ikke skal på hospitalet eller plejehjem.
Amour handler om, hvad man med rimelighed kan kræve af sine nærmeste, og hvordan det ubønhørlige forfald påvirker os og vore nærmeste. Mest af alt er det dog en film om grænseløs kærlighed. Midt i alt det grumme er der noget uendeligt smukt og ophøjet over filmen. Kærligheden overvinder alt synes at være filmens budskab. De sidste scener af filmen er meget overraskende. Man tænker: "Hvad var det egentlig lige, der skete dér? Haneke gør ikke brug af stemningsskabende underlægningsmusik. Selv forteksterne glider ned over lærredet uden så meget som en lyd. Vi må selv udlede stemningen, og det er ikke svært.
Trintignant og Riva er eminente som det aldrende ægtepar. De spiller deres roller med stor indlevelse og følsomhed. Ikke mindst Rivas dybt demente og lammede Anne gør et uudsletteligt indtryk.
Den 70 årige Haneke vandt dette års Guldpalme ved Filmfestivalen i Cannes for Amour kun 3 år efter, at han vandt samme pris for Det Hvide Bånd, en film om undertrykkelse og skyld på en tysk skole før Første Verdenskrig. Haneke har vundet et utal af andre priser for sin store produktion af dystre film, og er uden tvivl en stor filmkunstner. Spørgsmålet er, om man kan lide hans film. Generelt er de for tunge og deprimerende for denne anmelder. Amour bliver næppe en Blockbuster, men det er en imponerende stringent og tankevækkende film. Ingen tvivl om det. Så er man til eksistentielle og realistiske film om livet og dets afslutning, kan det ikke gøres bedre.
