|
|
Rappe replikker, knockoutende kampe og lumske likvideringer. "Jack Reacher" har det hele. Sågar Tom Cruise. Hans diminutive statur er endnu actionpacked. Smilehullerne semitrussestjælende. Karismaen klæbende. Men Tom Cruises superstrisser, Jack Reacher, savner en afgørende attribut til at være rigtig alfa - originalitet.
Hvis man sidder over for en gruppe blodliderlige whitetrash-bøller, og man iskoldt spørger den fårede flok, om deres søster, som man i øvrigt lige har kaldt en billig sæk, er god til at kysse, begrænser fremtidsudsigten sig til et eneste facit. Håndgemæng. Når man til gengæld er ligeså cool som Antarktis og heroisk som Herkules, tager man sig også tid til at instruere modstanderne i, hvordan nævekampen vil udarte sig. Hvem af dem vil falde om først. Hvem vil blive og hvem flygte for at redde egen mås.
Det er Jack Reacher i en nøddeskal. Udtænkt i sluthalvfemserne af en engelsk tv-instruktør. Da forfatteren ville hjælpe en ældre dame med at tage en vare ned fra den øverste hylde i et supermarked, udbrød hans kone: "Hey, if this writing thing doesn't work out, you can be a reacher in a supermarket." Den fiktive Reacher er da også en problemløser. Eller problemknuser? Hans skarpe intelligens konkurrerer nemlig med hans overvældende hang til strategisk placerede knytnæveslag. Man er vel en maskulin helt.
Reacher har en medaljebenovet militærbaggrund og sådan lidt tys-tys star quality. Rigtige karismatikere går naturligvis ikke rundt og skilter med deres x-faktor. Han bliver indkaldt som vidne for en tilsyneladende ustyrlig snigskyttesoldat med en problematisk fortid. Soldaten tilhører den fjerde kategori af soldaterprofiler, som Reacher remser op for snigskyttens noget blåøjede advokat. Den farligste kategori, bestående af blødtørstige mænd med et fintunet dræberinstinkt, som militæret uforsætligt validerer med et officielt licence to kill. Gisp! Fem mennesker er døde, og snigskytten er i koma. Sagen synes ligetil, men Reacher ser sammenhænge, andre overser.
Cruise er bestemt tillidsvækkende i rollen. Solid med sine velmenende øjne og knastørre replikleveringer. Den letbenede lømmelstil klæder ham, men Reacher manifesterer sig som en mat udgave af Dirty Harry, uden Clintens gummiagtige grimasse og accentuerede replikstil. Se, det var trendsættende. Reacher bliver aldrig kult - det er han ganske enkelt for ordinær til. Men mindre kan gøre det, og som filmens motor stimulerer Reacher sympatimusklerne tilstrækkeligt sømmeligt.
Filmens første fem-ti minutter er muligvis dens filmtekniske klimaks. Der bliver ikke ytret et ord, men den truende baggrundsmusik sætter handlingen i gang med fremholdende nærbilleder af morderisk koncentration og lamslående reaktioner. Spændende, men mere nervepirrende end egentlig neglebidende. Som en Rubiks Kube vender og drejer filmen hele tiden på mulige årsagssammenhænge. Ingen kæbetabende uforudsigelighed, men tvivl i de skelsættende øjeblikke.
Werner Herzog er filmens fingerløse delinkvent, Zec, russisk for "fange". I overlevelsens navn har han gnavet sine fingre af i Sibiriens ødemark. Fascinerende, men også ufrivilligt komisk. I en absurd scene tvinger Zec en af håndlangerne til at bide sine fingre af. Enten det eller en kugle for panden. Håndlangeren gennemfører ikke, så skudt bliver han. "Always, the bullet. I don´t understand", konstaterer det darwinistiske ideal, Zec, tørt. Menneske eller maskine? Vi ved det ikke, for filmen forbigår Zec. Desværre. Jack Reacher scorer derfor ingen jackpot, men bevæger sig alligevel oppe i de højere filmlag.
