|
|
(PR-foto: tinadickow.dk)
Med sin karakteristiske vokal og lidende sange viste Tina Dickow, at det afpillede lydbillede, bestående af akustisk guitar, virkelig er blevet hendes gebet. Det er en intens og melankolsk oplevelse, der fra første færd viste sig at have sit tag i publikum. Og et trofast publikum, det må hun siges at have, bedømt ud fra de fremmødte denne aften.
Skulle man karakterisere Tina Dickows musik, kunne man udmærket sige, at det er en mængde variationer over det samme tema. Det er den lidende, der skildres. Kærligheden, der ikke vil eller kan lykkes. Det giver det efterhånden store bagkatalog en snert af, at det hele lyder ens. Hovedpersonen selv var dog også selvironisk nok til at hævde, at hun næsten havde skrevet en sang man kunne danse til, nemlig You Wanna Teach Me to Dance. Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at publikum får en meget nærværende og intens koncert. Indledningsvis kun med hovedpersonen selv og en guitar, efterfølgende med to musikere, heriblandt ægtefællen Helgi Jónsson.
Ud over egne kompositioner blev der også plads til et par coverversioner, nemlig Steffen Brandts Det eneste hun ville var at danse og Bob Dylan Don't Think Twice, It's Alright. De blev leveret smukt indpakket i det akustiske setup, og man fornemmede også her den singersongwriter-tradition, som Tina Dickow udspringer af. Ja, man kan ikke lade være med at kredse om sangere og sangskrivere som Joni Mitchell, Suzanne Vega og Eva Cassidy. Med sange som Sacre Coeur, Count to Ten og Friend in a Bar er der ingen tvivl om, at Dickow er noget af det allerfineste inden for dansk musik netop nu.
Igennem koncerten fik man hurtigt det indtryk, at alt var planlagt til mindste detalje. Sangene blev spillet stort set som på originalindspilningerne, og der var ikke megen plads til at understøtte det unikke live-præg. Publikum var enkelte gange ved at blive kørt godt op, men så sluttede sangen brat i stedet for at tage et par rundgange mere. Det emmede af kontrol, hvilket i sig selv er en vanskelig kunst, men det bremsede lidt af dynamikken. Til gengæld lykkedes det ganske fint at få skabt de stemningsbilleder, som sangene var blevet til i. Ikke mindst takket være de lange, glidende toner på guitar, der lagde sig som en blid understrøm under den markante vokal.
Det var en koncert, der var meget intim, hvilket gav Dickow mulighed for at kommentere dette og hint, men også tilføje kommentarer til de sange, man troede man kendte. Koncerten blev afsluttet med sangen The Road, hvilket helt til slut understregede nerven og intensiteten i hele koncerten. Det virkede som et meget begejstret publikum, der forsvandt ud i vintermørket.
Tina Dickow
Odense Koncerthus 3. feb. 2013
