Flere nyheder

 
Teater
Forestilling med fællesskabsfølelse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forestilling med fællesskabsfølelse
Man. 25. feb. 2013


(Foto: Miklos Szabo)

Nørrebro Teater byder velkommen til historien om en moderne Robin Hood. Forestillingen er højaktuel med sit fokus på finanskrisen, hvor mange af "de små" er røvrendt af "de store", og er en god blanding af stand-up, moderne dans, reggae og revolution.

Roben Hood er historien om den lovløse helt, der tager fra de rige og giver til de fattige. Historien er særdeles aktuel i disse tider med finanskrise, dagpengereformer og millionærskat. I denne udgave har Robin Hood ikke mulighed for at ligge på lur og røve kareter. Hvad gør man så, når man gerne vil tage fra de rige i et stort set pengeløst samfund? Man må melde sig ud af samfundet, nægte at svinge dankortet og afvikle sine konti. Robin in the Hood går i kødet på finanskrisen og udfordrer historien om evig vækst, som vi ser ud til at sidde fast i.

Formen er SKRAKO, som er en blanding er skuespil, rap og komedie. Rappen er denne gang skiftet ud med reggae. De medvirkende udgøres af komikerne Lasse Rimmer og Christian Fuhlendorff, den akrobatiske danser Christel Stjernebjerg, breakdanseren Daniel "Sonic" Rojas samt selvfølgelig reggae-kongerne Pharfar og Wafande med band. Bandet afgiver en lækker reggaerytme og bliver også integreret i stykket. Wafande får blandt andet lov til at lægge stemme til en lille udgave af Stig Elling, hvilket giver anledning til flere gode grin.

Et sted, hvor forestillingen indgyder respekt, er i den moderne dans. Christel Stjernebjerg og Daniel "Sonic" Rojas leverer nogle betagende sanselige oplevelser, som er et nyt og forfriskende element i SKRAKO-formen. Christel Stjernebjerg svinger sig rundt i halsbrækkende højder, så man bliver helt svimmel, og "Sonic" charmerer med sin pulserende kropskontrol. Det er helt sikkert de mange dansesekvenser, som løfter stykket til et andet niveau.

Men tilbage til Sherwood-skoven. Det er ikke let for Robin Hood og hans lystige svende at leve uden regler, og pludselig har mødekulturen også vundet indpas i skoven. Det er svært for Robin at være leder i en flad ledelsesstruktur, og da Robin bliver forelsket i en moderne Lady Marian, bliver han trukket tilbage til forbrugerkulturen. Han optager et kviklån, og pludselig er han i lommen på den onde banksherif og Prins John.

Lasse Rimmer og Christian Fuhlendorff er som sædvanligt mestrer i at leverer knivskarp satire. De to komikere lægger ikke skjul på, at hverken de eller vi ved, hvad løsningen på krisen er, men hvis vi ikke gør noget, ender vi med at stå i lort til mundvigene. Så måske kan vi starte med at skide lidt mindre, lyder forslaget. Fuhlendorff ender med at fange publikum i en revolutionsånd, som lader en høj fællesskabsfølelse forlade Nørrebro Teater.

Alt i alt har de medvirkende både på og bag scenen skabt en meget aktuel, vigtig, sjov, swingende, betagende og inddragende forestilling, som giver publikum noget at tænke over.

Robin in the Hood
Nørrebro Teater
Se spilleplan