|
|
(Foto: SF Film)
"I Give It A Year" vender den romantiske komedie på hovedet. Vi starter dér, hvor den typiske romcom ender. Med det store bryllup og de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende. Kærligheden er sværere end som så. "I Give It A Year" gør et helhjertet forsøg på at forny genren, men det lykkes ikke rigtigt.
Filmen er den engelske manuskriptforfatter Dan Mazers instruktørdebut. Han har begået flere banebrydende tv-serier og film inden for komediegenren; bl.a. den semidokumentariske Borat. I I Give It A Year fortæller han en mere traditionel historie om to unge. Den kontrollerede og ambitiøse forretningskvinde Nat (Rose Byrne) og den impulsive kriseramte forfatter Josh (Rafe Spall). De mødes til en fest, og sød musik opstår. Inden længe står den på storslået bryllup på et vidunderligt engelsk landsted. Venner og familie tror ikke på deres ægteskab og giver det et år. Det viser sig snart, at der er noget om bryllupsgæsternes pessimistiske forudsigelser. Nat og Josh konsulterer en ægteskabsrådgiver, som viser sig personligt at have endnu større ægteskabelige problemer, som hun med stor iver forsøger at overføre på sine måbende klienter. Som året går, kompliceres deres forhold yderligere. Josh's gamle flamme Chloe (Anna Faris) spøger i kulissen, og Nat får på jobbet en særdeles attraktiv og rig klient, Guy (Simon Baker), som falder pladask for hende. Det store spørgsmål er, om ægteskabet trods alle ods holder et år.
Mazers idé med filmen har været at vise, hvordan virkeligheden ser ud i ægteskabets første år. Det kan godt virke lidt passé. De fleste unge med en baggrund som vores hovedpersoner har prøvet at bo sammen, inden de bliver gift. Dagligdagens trummerum med rod, snavsede sokker og tomt køleskab er gamle nyheder for de nygifte. Der er heller ikke noget nyt i, at parret i den romantiske komedie er som nat og dag. Det er det, der skaber dynamikken i filmen, så vi ikke sidder i biografen og keder os. På den måde er filmen ikke nyskabende, men lever helt op til klichéerne inden for genren. Humoren i filmen foregår primært under bæltestedet. Det i sig selv kan være godt nok, spørgsmålet er bare, hvordan det serveres. Det virker på en eller anden måde utroværdigt, at disse mennesker kommer med så mange pinlige og tåkrummende kommentarer. Især er Josh's forlover, Danny (Stephen Merchant), som ved brylluppet på den ufede måde holder en totalt upassende tale og som fortsætter ufortrødent med sine slibrige bemærkninger filmen igennem - bare for meget. Vi må kigge langt efter den elegante engelske underspillede humor, som vi har set i romcom-klassikere som Four Weddings and a Funeral, Love Actually og Bridget Jones' Diary.
Filmen har bestemt også positive elementer. Byrne og Spall er glimrende som Nat og Josh, og der er flere morsomme passager i filmen. Alligevel bliver det endelige indtryk, at forsøget på at forny genren ikke rigtigt lykkes. Filmen er ikke medrivende nok. Den virker for utroværdig, og prøver for anstrengt at være morsom. Det er en af de film, man en regnvejrsdag, hvis man har lyst til letbenet underholdning, såmænd godt kan bruge halvanden time på. Man skal bare ikke forvente at få noget med hjem, når man forlader biografen.
I Give It A Year
Se spilletider
Se filminfo
