|
|
(PR-foto: Danny Clinch)
Gaslight Anthem rockede godt og grundigt ud i Vega onsdag aften, og bandets nostalgiske identitet blev vedkendt med adskillige referencer til tidligere, ikoniske rocksange.
Den ublu tilgang til fortidens musik har altid været et centralt element hos Gaslight Anthem, men bandets fokus er rykket en anelse fra den rene rockabilly-hyldest, som kendetegnede deres første to album, til en mere rendyrket rockattitude i lyden på de seneste udspil. Der blev dog lagt ud med de gode gamle dage ved koncerten i Vega, hvor sange fra gennembrudspladen That '59 Sound fik lov til at fylde godt i den første del af koncerten. Først med sjette sang fik vi en smagsprøve fra det nye album Handwritten med sangen "Biloxi Parish". Der var dog ingen grund til at tøve med det nye materiale, som fik fin fællessangsbehandling på lige fod med de mere kendte hits af et veloplagt publikum.
Handwritten er måske mere individuelt funderet i forholdet til de musikalske forbilleder end de foregående album, men teksterne og melodierne rummer stadig en grundlæggende slægtslighed med bl.a. forbilledet fra New Jersey, Bruce Springsteen. Springsteen har selv beskrevet Gaslight Anthem som en personlig favorit, og bossen blev da også nævnt undervejs i koncerten, dog mest via kærlig dril. Andre musikere fik en mere fremtrædende rolle i musikken, såsom Johnny Cash, Neil Young og måske lidt mere overraskende Bon Iver med en fin og rocket udgave af Blood Bank, som stod godt til Gaslight Anthems eget materiale.
Undervejs var der også tid til en tur om halvfemserne med et triptykon af sange fra Nirvana, Stone Temple Pilots og Pearl Jam. Her kom et mere personligt forhold til fortiden til udtryk, idet bandmedlemmerne rent faktisk levede, dengang halvfemsersangene blev spillet første gang. Men det gør næsten kun fornemmelsen af nostalgi stærkere i Gaslight Anthems musik, at de hylder en fortid, de selv kun har drømt om og ikke oplevet. Selv finalenummeret blev en hyldest til fortidens rockikoner med The Who's "Baba O'Riley", der om noget er en sang som emmer af ungdommelig udlængsel og trang til frihed. Derved satte sangen også satte en solid streg under det tempo og udtryk, bandet fik sat på begivenhederne fra start med foden godt plantet på gaspedalen.
Gaslight Anthem fik flere gange publikum til at hoppe som cylindre under kølerhjelmen på en amerikansk pickup truck på vej ud af Route 66. Desværre var lyden for en gangs skyld ikke særlig god på Vega. Allerede under opvarmningsbandet bankede væggene nærmest udad under presset fra lyden, der var alt for høj, og til tider druknede både tekst og de individuelle præstationer på instrumenterne. Selv forsangeren kommenterede med hovedrysten på lyden under et enkelt nummer. Ærgerligt, men til gengæld fejlede kemien med publikum ikke noget, og på en enkelt sang kunne forsanger Brian Fallon ikke modstå fristelsen og hoppede ned til publikum for at lade dem skråle med på omkvædet med deres fulde lungers kraft. Der var ikke mange sange, hvor speederen blev sluppet, og på trods af lyden var der heller ikke mange øjeblikke, hvor man ikke følte trang til at følge drengene på scene, hvor end deres musikalske road trip førte os hen i Americana-landskabet.
The Gaslight Anthem
Vega 3. april 2013
