|
|
(Foto: Thomas Petri)
Ghita Nørby og Preben Kristensen brillerer i rollerne som divaen Sarah Bernhard og hendes tjener.
Scenen er sat på tagterrassen eller tårnet med udsigt til vandet, der skvulper i baggrunden, og lyset skifter hen over det døgn, historien foregår. Scenografien af Birgitte Mellentin gør scenen lidt mindre, og vinduerne i den ene side kaster sollyset ind på scenen.
I sit livs efterår dikterer Sarah Bernhardt sine erindringer til sin tjener George Pitou. Det bliver til punktnedslag i hendes omtumlede liv helt fra barndommens ophold i klosterskole, forholdet til hendes mor, skiftende elskere og ægtemænd samt højdepunkter i hendes karriere.
Der er således kun to personer på scenen, men de fylder den i dén grad. Det er Ghita Nørby som Sarah Bernhardt, og hun kan om nogen portrættere den franske stjerneskuespillerinde. Ghita Nørby er nærmest Sarah Bernhardt i sin kokette selvoptagethed af eget liv, og betydningen heraf får ikke for lidt. Det vidunderlige er, at Ghita Nørby underspiller en smule, og det gør præstationen virtuos.
En af Sarah Bernhardts glansroller var, da hun som moden kvinde spillede Hamlet, og det har sat spor i hende. Fysisk har rollen som Tosca i Sardous skuespil fra 1887 haft den helt store betydning for hende, da en sjusket scenefunktionær glemte at lægge en madras ud, da hun en aften sprang ud fra tårnet. Det fik fatale følger, da kvæstelsen af hendes ene knæ blev så alvorlig, at hendes ben må sættes af lige over knæet. Det bliver hun mindet om dagligt, og scenografien er som taget ud af Puccinis opera af samme navn, ligesom Toscas "Vissi d'arte" lyder fra grammofonen igen og igen.
Når Sarah ikke helt kan huske begivenheder og personer, bliver Pitou sat til at spille disse mennesker, der som fjerne stjernelegemer har roteret om hende. Preben Kristen som Pitou er morsom, både når han bøjer sig for sin chefs luner og spiller med, og når han forståeligt nok hverken kan eller vil fortolke sjælen og opførslen hos mennesker, han aldrig har mødt. Det står ikke i hans kontrakt, siger han.
Skildringen af begivenheder i Sarah Bernhardts liv er historisk interessant og pikant, men der, hvor den for alvor rører sit publikum, er i samspillet mellem den aldrende superstjerne og hendes tjener. Deres relation er mildest talt skæv, men de har ensomheden tilfælles, og oplagt kan de ikke undvære hinanden. Han er kejtet som den jomfruelige tjener, hvis liv aldrig fik lov at folde sig ud, mens hun i sin selviscenesættelse af både karriere og privatliv har skubbet sig selv op i et hjørne som den ensomme klovn.
Det kræver i timing at få dialogen til at leve, men det er oplagt, at Ghita Nørby og Preben Kristensen har haft et frugtbart samarbejde, for det fungerer i den grad. Lige så oplagt er det, at instruktør Bente Kongsbøl har fået to store egoer til at levere deres bedste.
Sarah
Folketeatret
Se spilleplan
Medvirkende: Ghita Nørby og Preben Kristensen
Instruktion: Bente Kongsbøl
Scenografi: Birgitte Mellentin
Manuskript: John Murrell
Oversættelse Viggo Kjær Petersen
