Idealmennesket i vores del af verden er ekstrovert. Han har meget om ørerne, taler og smiler uophørligt. Jo flere fester, fredagsbarer og receptioner desto bedre, tænker han. Med sin bog "Introvert - stå ved dig selv" ønsker forfatteren og bloggeren Anna Skyggebjerg at slå et slag for hans modsætning: den stille, eftertænksomme type, som i sagens natur ikke får så meget opmærksomhed.
Anna Skyggebjerg skriver i forordet, at 30 - 50 % af alle mennesker er introverte. Hendes tilbagevendende definition på at være introvert er, at man får energi af at være alene og fordybet. Og modsat, at man tappes for energi, hvis man udsættes for for mange stimuli. Den ekstroverte, derimod, har det lige omvendt: han får energi af selskab og fart, men bliver rastløs og frustreret af at være alene. Forfatteren betoner, at der naturligvis er tale om en skala, gående fra de ekstremt introverte til de ekstremt ekstroverte. Hun nævner også, at denne typeopdeling ikke gør fordring på at være en udtømmende psykologisk beskrivelse, men blot er én blandt mange måder at se og forstå.
Det kritiske udgangspunkt er, at samfundet langt hen ad vejen er indrettet til de ekstrovertes fordel. Børnehaven og skolen er ofte steder med megen støj, og den foretrukne arbejdsmetode er gruppearbejdet. Og på arbejdspladserne sidder vi i åbne kontorlandskaber. Det forventes af os, at vi kan multitaske og konstant er parat til at omstille os til nye situationer. Problemet for den introverte type er, at han bliver udmattet af at arbejde på den måde. I større grupper er det altid de ekstroverte, der bliver set og hørt, aldrig de introverte, som gerne vil have ro til at tænke før de taler. Overordnet er problemet, at den udadvendte type altid får at vide, at hans væremåde er den rigtige, mens den indadvendte får skabt et negativt selvbillede som en, der ikke er på den rigtige måde. Én der må slå knuder på sig selv for at blive respekteret derude blandt medmenneskene.
Introvert er bygget op som en typisk selvhjælpsbog. Der er kapitler om, hvordan man som introvert bedst begår sig blandt familie og venner, i parforholdet og på arbejdspladsen. Længst er de to kapitler der handler om at være forældre til henholdsvis introverte og ekstroverte børn, noget der tydeligt ligger Anna Skyggebjerg på sinde.
Personligt bliver jeg altid lidt skeptisk, når en bog vil give mig "helt konkrete" råd til, hvordan mit liv kan blive bedre. Det bliver lidt salgstrickagtigt, og desuden bliver mange af disse konkrete råd ret selvfølgelige og gentagende. Hvad enten det er i børnehaven, på arbejdet eller i parforholdet kommer vi tilbage til det samme: som introvert må man oprette en stille zone, hvor man ikke bliver forstyrret.
Snarere end i den konkrete rådgivning ligger Skyggebjergs fortjeneste i, at hun skaber forståelse og respekt om det introverte sindelag. I kraft af sin insisteren på det værdifulde og samtidig særdeles almindelige i at være introvert, kan bogen have en terapeutisk, befriende virkning på sine, formentlig introverte, læsere. Og det er godt. De tydelige og vigtige budskaber er, at det for det første er helt ok, hvis man bliver udmattet af small talk og mange mennesker og for det andet, at samfundet burde sætte bedre pris på de indadvendtes evne til eftertanke og koncentration. Der er store kreative rigdomme at hente i det arbejde, som foregår i ro og mag i lønkammeret.
Anna Skyggebjerg: Introvert - stå ved dig selv
Rosinante, 200 sider
ISBN: 9788763827164
