Flere nyheder

 
Litteratur
Pssst!

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pssst!
Fre. 26. apr. 2013

Anette Herzog og Katrine Clante har med tekst og billeder skabt denne her lille fine grafic novel. Den henvender sig til piger i alderen 9 til 12 år og handler om, hvordan verden ser ud, når man hverken helt er barn eller helt teenager.

Bogen er uden en egentlig handling, men i uimodståelige billeder, stemninger og eftertænksom tekst fortælles der her om den 12-årige violas verden og hendes tanker om den og sig selv.

I 12 små afsnit giver fortællingen et skarpt indblik i Violas egen verden, hvor hun på stille vis tænker over alt fra indretningen af hendes værelse til hvad man har været før man blev til.

Formen er lidt som en scrapbog, hvor der er samlet små lister, tegninger og udklip om f.eks. Violas tanker om, hvem hun er. En skolestil om "mormordage", er kommet med, ligesom en omskrivning af Søren Ulrik Thomsens digt "det værste og det bedste". Anette Herzog har lagt en meget fin og troværdig tone i Violas stemme, som når hun fortæller om sin mormor: "Oppe på hylden i min mormors køkken stod der et blåt glas med slik i. Hun kaldte det for bonboner, lige meget hvilken slags slik det var. Nogle gange malede hun i mine bøger, fordi hun ikke brød sig om uhyggelige bøger til børn."

Katrine Clantes streg er meget livagtig og udtryksfuld. Nogle steder er tegningerne som tapet ind på en side, og et sted er en hånd med en blyant tegnet med, som var det Viola selv, der med stor omhu og mange detaljer havde lavet alle tegningerne til bogen. Særligt holder jeg af det opslag, hvor Viola laver ansigter til sig selv i spejlet ude på badeværelset - noget de fleste piger i den alder har gjort. Tekst og billede spiller så godt sammen, at tegningen tager over, der hvor den gør det bedre end teksten og omvendt.

Min 11-årige medlæser læste hurtigt historien, men vendte efterfølgende tilbage til bogen flere gange for at se på billedernes mange detaljer. Dog ville hun ønske, at der havde været et mere sammenhængende historieforløb.

Det er en meget smuk fortælling, som varmt kan anbefales for sit fine billedsprog, sine poetiske overvejelser over livet og det gode indblik i en 12-årig piges liv.

Pssst!: Anette Herzog og Katrine Clante
Høst & Søn, 95 sider
ISBN: 9788763827331