I sammenhæng med norske Honningbarnas aktuelle album, "Verden er Enkel", og Europa turné, der også bringer dem til fem danske byer, har KultuNaut fået en snak med bandet. (Foto: Stian Andersen)
KultuNaut: Hvad er forskellen på jeres tidligere 'la alarmane gå' og 'Verden er enkel'? I kører i samme hæsblæsende tempo, i samme gear og med samme skæve smil på læben, men hvordan har I rykket jer siden sidst?
Honningbarna: Ethvert band må tage et valg, når det kommer til det andet album. Hvor meget skal bevares og hvor meget nyt skal der til. Samtidig med at vi udviklet os (lært at spille endnu hurtigere), så har vi været meget påpasselige med at bibeholde idealet om fællessang, ideologi og selve projektet mht. det musikalske. Og det syntes vi er lykkes os.
KultuNaut: Er 'verden' et 'enkelt' sted i dag? Er vi ikke omgivet af globale udfordringer på miljøområdet, med regionale konflikter, raceuroligheder og hestekød i burgerne, som er langt mere komplekse end jeres simple udråb?
Honningbarna: Det er ikke mere kompliceret end "vores simple udråb". Løsningerne er enkle, ting er som regel akkurat som de ser ud til, men det gøres mere kompliceret for at hæmme folk i forhold til at skabe alternativer eller noget nyt. Og det er trist, fordi verden kunne godt trænge til nogle redningsfolk.
KultuNaut: Hvordan tror I, at I kan ændre verden med jeres musik?
Honningbarna: Ved at spille koncerter. Når vi gør det, skaber vi faktisk en bid af Utopia i 45 minutter. Fremmede folk danser, brøler og har det sjovt sammen. Men måske vigtigst af alt, så tager de skabende del i koncerten. De bliver producenter i stedet for konsumenter.
KultuNaut: Der er masser af oprør i jeres musik og tekster, men hvad spiller Honningbarna om fem år, når I er blevet 'voksne', har fået et internationalt gennembrud og giver koncert på Wembley?
Honningbarna: Det er ikke noget galt i at være populær, men spørgsmålet er, hvordan man tackler det. Om man er ægte og holder fast i det unge og friske, eller om man pludselig tager stoffer, stiller op til reklamer og begynder at skrive egocentrerede tekster om, hvor misforstået, man er. Når det gælder alder, så kan man aldrig vide. Som Mick Jagger sagde: "hvis jeg spiller når jeg er 30, skyd mig". Nu er han næsten 70.
KultuNaut: Det er tydeligt at høre, hvor jeres inspirationskilder er, men hvordan kom celloen nogensinde i spil? Hvem fik den skøre idé, at kombinere hardcore punkrock med et klassisk instrument?
Honningbarna: Vi mødte hinanden på musiklinjen på en videregående uddannelse og begyndte at gøre det, som musikinteresserede gør, nemlig at spille sammen. Edvard har spillet cello siden han var otte, så han tog selvfølgelig celloen med. Det føltes helt naturligt, at tage det med man havde.
KultuNaut: Og hvorfor har Edvard altid en pullover på, som om han arbejder som praktikant i et norsk ejendomsmæglerfirma?
Honningbarna: I og med at vi har så tilpas bastante tekster, så er det vigtigt ikke at blive opfattet som moraliserende, for det er overhovedet ikke hvad vi vil være. Og tøjet, som vi har på på scenen, er ment lidt som et selvironisk tiltag. Derudover er det tøj vi har på sådan en blanding af høj- og lavkultur.
KultuNaut: I har været fantastisk gode til at skabe relationer med jeres publikum. B.la. med jeres abonnementsservice, hvor man kunne få tilsendt håndskrevne beskeder om bandets løbende projekter plus cd'er med nye indspilninger. Hvordan har det virket i praksis for Jer? Hvilke tilbagemeldinger har I fået, og har det skabt et større kendskab til jeres musik blandt unge?
Honningbarna: Det er vigtig for os at have et nært forhold til dem, som er med til at definere hvad Honningbarna er og som tager del i projektet Honningbarna. Det var et helvedes arbejde at lave dem, men det var også meget givende. Det er klart, at folk som har abonneret, syntes at det har været noget virkelig specielt, men det er lige så specielt for os at have kontakt med dem, som synes den slags er fedt. Det er sjovt at have gang i DIY-projekter.
KultuNaut: I forlængelse af ovenstående meget analoge måde at kommunikere med folk på, hvordan stemmer det med den stigende digitalisering af musik generelt?
Honningbarna: Det vi erfarer gang på gang i denne digitale tid er, at folk savner det fysiske. Registeret for hvad folk føler, når de hører musik i dag, er ofte reduceret til kun at lytte, men når vi udsender disse pakker, så spiller synet, lugte- og følesansen også med. Og det er klart vigtigt i sammenhæng med, at have et ordentligt forhold til musikken.
KultuNaut: I skriver breve i hånden, udgiver jeres musik på vinyl, og I virker generelt utrolig sympatiske og udadvendte på en meget positiv måde. Hvordan stemmer det med den flabede, hårdtslående og meget punkede måde, I præsenterer jeres musik på? Burde I ikke være vrede, sortrandede, indadvendte og spytte folk i fjæset, når de dukkede op til jeres koncerter?
Honningbarna: Tak skal du have. Vi syntes, det passer fint. Aggression er stemplet som en udelukkende negativ følelse, noget som er helt forkert. Det er en følelse som alle kender, men som stadig bliver fornægtet. Det gør det bare endnu mere vigtigt at bruge den til noget konstruktivt. Vrede er så kraftig en følelse, at bruger man den på en skabende, ikke destruktiv måde, så samler og forbinder den mennesker. Det er helt klart muligt at være forbandet rasende men at have det sjovt samtidig. Desuden kan alle punk-klicheerne kysse os bagi!
KultuNaut: Hvem er pigernes favorit i bandet? Er det i virkeligheden Edvard med hans ustyrlige charme?
Honningbarna: Score! Nu hvor det er mig, Edvard, der svarer på dette spørgsmål, så er det helt klart mig med min "ustyrlige charme", der er pigernes favorit!
Kommende koncerter i Danmark:
30. april: 1000Fryd, Aalborg
1. maj: Huset, Esbjerg
2. maj: Voxhall, Århus
3. maj: Beta, København
4. maj: Gimle, Roskilde
