"Tanken om at sætte ild til et museum frister mig langt mere end oprettelsen af et kulturhus eller indvielsen af et nyt hospital." Bramfrie tilståelser fra Spaniens mest banebrydende instruktør til dato (med Almodóvar på en tæt andenplads). I sin genoptrykte erindringsbog med den foruroligende, men poetiske titel, "Mit sidste suk", åbner Luis Buñuel op og kaster kloge kommentarer af sig om filmkunst, passion, venskab, krig og død. Ja, alle tilværelsens store og små afkroge.
To kvinder aborterede, mens de sad og så Den andalusiske hund, Buñuels debutfilm fra 1928, skrevet i samarbejde med endnu et spansk ikon, maleren Dalí. Og når Chaplin ville gøre sin datter, Geraldine, bange, fortalte han hende en af scenerne fra filmen. Fornøjelige anekdoter om Buñuels syrede filmiske surrealistmanifest. Bogen er heldigvis rig på dem. Anekdoter, som på underfundig vis indkapsler livets vidunder i almindelighed og Buñuels liv i særdeleshed.
Da instruktøren skulle finansiere dokumentarfilmen, Las Hurdes, proklamerede en af hans venner kækt, at hvis han vandt i lotto, ville han donere pengene til projektet. To måneder senere havde han skam ramt jackpot. Og som lovet, således også gjort.
Buñuels virkelighed synes vitterligt at have overgået hans fiktive værker. For da Buñuels
fransksprogede film, Mælkevejen, blev vist i København i 1969, kom der dagligt en flok
sigøjnere, der hverken talte dansk eller fransk, og købte billetter til filmen. De vendte trofast tilbage de næstkommende to uger og så filmen igen og igen. Hvorfor? Biografens direktør, Henning Carlsen, prøvede at løse gåden, men grundet sproguoverensstemmelser forblev den uopklaret. Carlsen tilbød dem til sidst gratis entré - det manglede da også bare - men så dem aldrig igen. Endnu en pudsig anekdote fra Buñuels begivenhedsrige liv, som både i filmregi og uden for spolernes illusoriske univers har sejlet på bølgende hav.
Mit sidste suk blev oprindelig udgivet i 1983, året efter Buñuels død. Et vist ironisk sammenfald. Bogen lægger fornemt ud med en velformuleret og informativ prolog af professoren Peter Schepelern. Lærerig læsning og en fin indføring i en legendes filmiske betydning. Samme konklusion opnår man ikke med selve bogen, hvor Buñuel breder sig noget
mere desorienteret over brogede temaer som sin trygge opvækst, sine legendariske venner,
bl.a. Lorca, Dalí, Breton og Aragon, sin kompromisløse filmkarriere, sine mange drømme og sit tilbagevendende mareridt - ensom og forladt på en øde perron, mens toget uvægerligt kører videre.
Også sin omflakkende tilværelse fra Madrid til Paris, fra USA til Mexico kommer han ind på. Bogens indhold er desværre ligeså flakkende. Opvæksten er en smule drøvtyggende læsning, ligesom de mange kapitler om den spanske borgerkrig synes malplacerede, når nu Buñuel hverken deltog i krigen selv eller befandt sig i landet. Han skøjter overraskende henkastet over sit filmiske arvegods. Der er selvfølgelig skrevet spalte op og spalte ned om instruktørens kanoniske opusser, men denne anmelder hungrede efter flere intime udleveringer fra manden selv! Flere personlige betragtninger og filmrelaterede fortællinger fra storyline til filmset.
Til gengæld nyder man Buñuels ærlige udmeldinger om bl.a. en kold Picasso og Dalís
manipulerende kone, som berøvede ham en elsket ven. Hans poetiske følsomhed og filosofiske inklinationer falder også i god jord. Ligeså med det sproglige arsenal og individualistiske mod - "hvis filmen bliver for kort, sætter jeg bare en drøm ind."
Tilbage står et interessant, men mangelfuldt billede af "verdens grusomste instruktør", som åbenhjertigt fastholdt, "at det han ikke gjorde for en dollar, gjorde han heller ikke for en million".
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Luis Buñuel: Mit sidste suk317 sider, Rosinante
ISBN: 8763827018
