Flere nyheder

 
Teater
Cirkusrevyen 2013

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cirkusrevyen 2013
Fre. 17. maj 2013


(Foto: Henrik Petit)

Årets revy på Bakken slog dørene op på en fænomenalt flot solskinsdag, og Torben "Træsko" stod som sædvanlig og tog imod med hurtige håndtryk til de ukendte og gavmilde krammere til de kendte fra kulørte blade, sportens verden og til rigets tilstedeværende politikere.


Hyldest til Ulf Pilgaard
Hver gang Cirkusrevyen slår teltdørene op, sker det til hyldest af Ulf Pilgaards
imponerende karriere på de skrå brædder på Bakken. 33 gange har det talentfulde fyrtårn
lyst ud over publikums hoveder og delt ud af sit gavmilde, varme og satiriske bid i passende doseringer. Få er gået ram forbi, når Ulf folder sig ud, om det er iklædt vor kære dronningemoders gevandter eller i fuld kampuniform fra Helmand-provinsen. Dette år var den gode Ulf Pilgaard både dybt alvorlig og ustyrligt morsom og viste igen, hvorfor han er et enestående talent i den danske teaterverden. Men historien startede et helt andet sted!

Vi ser dem normalt juledag i Disneys juleshow, når Lady og Vagabonden spiser hos Tony's.
Denne aften leverede Andreas Bo og Niels Olsen en hyldestsang til alt det lækre kød, man kan lave kødboller af. Om det er ko, hest - eller hund! - gør ikke den store forskel.
Derefter tog Ditte Hansen sig kærligt af Anne Linnet, og man fornemmede, at der ikke rigtig var så meget at karikere her, andet end Linnets liberale indstilling til seksuelle udfoldelser med begge køn. Sjovt var det i hvert fald ikke.

Det var derimod en yderst veloplagt Niels Olsen som kratluskende fotograf, ansat af SKAT til at finde sociale bedragere. Et erhverv, han tog aldeles alvorligt!

Herefter tog danserne fat og leverede et besnærende show på grænsen mellem vågen og hallucination, og igen er det imponerende, hvad koreograf, René Vinther, får ud af otte dansere på så lille en scene med så få midler. Flot!!!

Efter en underlig sketch om en ny skattemedarbejder og en kiksekage, tog storentreprenør Ulf os med til den grønlandske undergrund, hvor man nok ønskede at respektere både miljø og kultur - bare det ikke påvirkede indtjeningsmulighederne!

Sidste del af første akt bød på både Lisbet Dahls udødelige cha-cha-cha, et forvekslingsdrama med halvsjofle undertoner, da nye naboer mødtes til "en 4'er", og afslutningsvis fik DSB én over nakken, inden tæppet gik for pausen.

Alvor og latter
Indtil nu var Cirkusrevyen ikke rigtig kommet op i gear, selvom der havde været nogle pragtfulde perler. Det var, som om tekstmaterialet ikke rigtig havde det sædvanlige kvalitative niveau, og det skulle blive spændende, om 2. akt kunne løfte det hele. Desværre var der noget forlorent over de første par sketchs, hvor især Andreas Bos
"Award-show" var kopieret direkte fra hans eget one-man-show. Da Ulf Pilgaard så trådte
ind i fuld kampuniform og gav et dybt alvorligt spark til den danske tilstedeværelse i Helmand - uden at det skete på bekostning af vores soldaters indsats - var gassen ved at gå lidt af ballonen. Heldigvis tog danserne over og leverede et jazzet show, der fik pulsen op igen. Og herefter kom de længe ventede perler med drøje hug til statsministeren i form af Ditte Hansens sædvanlige stramme charme, men med det befriende, satiriske bid, der gør Cirkusrevyen til noget helt særligt. Og da Pilgaard igen indtog scenen som en langskægget Søren Ryge, der havde taget turen til Christiania og fået Rød Libanon i piben, blev det for alvor sjovt og helt ude i hampen!

Sidste halvdel af 2. akt reddede dette års Cirkusrevy, men selvom de "nye", Andreas Bo og Niels Olsen, gjorde det godt, og selvom veteranerne Ditte Hansen, Lisbet Dahl og Ulf
Pilgaard leverede varen som sædvanlig, var det, som om revyen var en smule tandløs. Der blev ikke delt så mange hug ud til politikerne, mange af tidens store konfliktområder i samfundet blev ikke taget nok under behandling, og i det hele taget virkede selve idématerialet noget under den sædvanlige standard.

Men hvad gør det, når Torben "Træsko" takker af og byder op til fællessang, og man står glad og skråler med. For selve oplevelsen foregår ikke kun på scenen, men også sammen med alle de lattersprudlende gæster, der år efter år vender tilbage til en af de mest populære revyscener i mands minde. Vi ses til næste år!

Cirkusrevyen 2013
Dyrehavsbakken
Se spilletider