|
|
"Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet." Det er ikke for børn og sarte sjæle, når en af Frankrigs litterære mastodonter duellerer forrevne facader, falske guder og forlorne trøstepiller. Indledningssætningen er intimiderende, men summarisk for "Sisyfos-mytens" gennemgående filosofi - livet som et nødvendigt, men absurd onde. Voilá!
"Man kan aldrig undre sig nok over, at alle mennesker lever, som om "ingen vidste noget." Dette "noget" henviser til døden. Døden martrer, oprører og hjemsøger den plagede Camus. Han er besat af døden. Døden i livet. For livet defineres, vurderes og valideres i forhold til gravens endeligt. Den er Camus' største angst og højeste inspirationskilde.
Fortrøstningsfuld læsning er Camus ikke. Ej heller let at komme igennem. Døden er ingen fjern fjende, men en konstant tilstedeværende risiko. En rystende uafvendelighed. En bidsk realitet. "Menneskehjertet har en beklagelig tendens til kun at kalde det, som knuser det, for skæbne," bemærker Camus næsten bedrøveligt. Muligvis uvidende om, at han selv gør sig skyldig i samme forsyndelse ved at gøre døden til livets ultimative målestok.
Sisyfos-myten er et litterært forsøg på at finde en slags orden i ligningen: menneske vs. eksistens. "Det vigtigste er ikke det evige liv, men at være evigt levende." - Nietzsches kendte citat bliver af Camus brugt til at fremhæve livets fordring på bevidst væren. Den bevidste væren er en fuldstændig overgivelse til eksistensens uomgængelige punktum og dermed også livets sande essens. Når døden anerkendes som uundgåelig, bliver mennesket forløst, befriet for angstens lænkebindende gitterværk.
"Melankolikere har to grunde til at være melankolske: Enten véd de ingenting, eller også håber de," konstaterer Camus lakonisk. Erkender man derimod livets ubønhørlige parringsdans med døden, er man fri. Enhver depressiv tanke forstummer, for den iboende absurditet mellem den irrationelle verden og det meningssøgende menneske bliver neutraliseret.
"At leve en erfaring eller en skæbne vil sige at acceptere den fuldt ud. Man kan ikke leve sin skæbne i bevidstheden om, at den er absurd, hvis man ikke gør alt for at holde fast ved den absurditet, som bevidstheden har afsløret. [..] Det metafysiske oprør giver mennesket lejlighed til at gøre sig alt, hvad det oplever, bevidst. I oprøret står mennesket uafladeligt ansigt til ansigt med sig selv. Oprøret stræber ikke mod noget mål, det er uden håb. Oprøret er visheden om en tilintetgørende skæbne uden den resignation, man kunne vente ville ledsage denne vished."
Sisyfos-myten er et modigt værk. Et klogt værk, funderet på originale tanker og interessante modstillinger. Desværre drukner idéerne i Camus' tøjlesløse trang til sproglige blomsterbede. Sproget er for indviklet, for unødvendigt kringelkroget til rigtigt at fastholde læserens interesse. Man kan ikke slippe fornemmelsen af, at han prøver at pakke en relativt simpel filosofi ind i sproglig overdådighed for at kompensere for manglende substans.
Gentagelserne er mange, og man irriteres over Camus' subjektive absolutisme, som han også lægger over andre forfatteres værker. Et vist sadomasochistisk livssyn er fremtrædende. En næsten kompulsiv dødsbesættelse, som virker klaustrofobisk på læseoplevelsen. Sisyfos-myten er tankevækkende tankespil, men berører hverken hjerte eller sjæl.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Albert Camus: Sisyfos-myten
Gyldendal, 153 sider
ISBN: 8702140039
