|
|
(Foto: Reel Pictures)
Gael García Bernal spiller hovedrollen i Pablo Larraíns film "NO", der går bag om TV-kampagnen mod Pinochets styre tilbage i 1988. Det er der kommet en lidt diffus film ud af.
I 1988 hviler de internationale mediers øjne på Chile. Grundet presset ser militærdiktatoren Augusto Pinochet sig nødsaget til at afholde en folkeafstemning om sit formandskab. Gennem en hel måned inden folkeafstemningen får Pinochets folk, såvel som oppositionen, 15 minutters TV-sendetid dagligt, der skal overtale det chilenske folk om at stemme "ja" eller "nej" til Pinochet.
René Saavedra (Gael García Bernal) bliver overtalt af oppositionens ledere til at stå i spidsen for kampagnen, og trods interne stridigheder i nej-fløjen, hvor nogle ønsker at sendetiden skal bruges på at vise de mange døde og torturerede under Pinochets styre, lykkes det Saavedra at gennemtrumfe sin idé om en kampagne, hvor humoren er i front. En kampagne, der i stedet for at se tilbage på den triste fortid med pegende fingre, ser fremad mod fremtidens muligheder for et lykkeligt land.
Men ressourcerne er knappe, og oppositionen er både truet og under konstant overvågning af Pinochets efterretningstjeneste. Saavedra og hans team må ty til listige metoder for at kunne udmanøvrere militæret. Det store spørgsmål forbliver så, om humoristiske reklamefilm kan vælte et diktatur?
NO er dygtigt skruet sammen, skuespillet er som det skal være, og der er endda anvendt et kvadratisk billedfremvisningsformat i stil med det visuelle udtryk fra datidens hjemmevideoer. Disse gulnede billeder smelter fint sammen med de omtrent 30% arkivmateriale, som filmen bruger, og som gør det svært at skelne mellem fortidens og nutidens billeder. Men selvom filmen dokumenterer via, hvad der synes at være et listigt æstetisk træk, så bliver det for hurtigt lidt for søgt, og overeksponeringen af sollysets hvide glimt virker overdrevent poetisk - sågar Terrence Malick-agtige - til en film, der i virkeligheden ikke er af poetisk eller drømmende art.
Derfor bliver det endelige problem med NO, at den er utrolig svær at forholde sig til; både under de 118 minutter, den varer, men også efter at man har set den. For hvad vil filmen? Er dens fokus reklamemandens kamp (hvad er hans motivation?) eller folkets kamp? Vil den sige noget dybsindigt om demokratiet eller diktaturet? Og hvad sker der efter kampagnen? Hvordan er Chiles eftertid? Larraín, hvad vil du???
Personligt ønskede jeg, at humoren bag det tungsindige emne (mord, forfølgelse, diktatur..) havde ramt mig dybere - fået mig til at dvæle ved fortidens rædsler. At filmen havde formået at trænge ned i sit stof og give mig et større indblik i Chiles problemer. Derimod blev den for tung at have med at gøre, især hvis man ikke besidder en større baggrundsviden om Chiles diktaturtid. NO kan derfor ses som et kuriøst bilag i et større studie om Chiles fortid, men ikke som det endelige, oplysende filmværk.
