|
|
(PR-foto)
Rock(g)øglerne fra Kiss favner både det komiske, grænsende til det latterlige, og det helt basale rockriff, der sparker døren ind til hjerterne hos den helt enorme fanskare, også kendt som Kiss Army. Denne aften i Forum leverede de aldrende rockikoner endnu et overdådigt og glimrende show, fyldt med klicheer og masser af fede hits og riffs.
Welcome to the Show
Med "Psycho Circus" startede Kiss deres show i et pænt fyldt Forum, der skulle vare godt to timer og indeholde alt lige fra drønende kanonslag, flammer, en bazooka, teaterblod og svævende tegneseriehelte i svinske mængder. Derudover fik publikum serveret 18 numre, der dækkede over adskillige dekader, og et ganske veloplagt band, der til sidst fik publikum godt op at køre til den fest, der kun momentvist var ved at knække midt over.
Udfordringen for et band som Kiss er, at publikum skal købe præmissen om, at de malede tegneseriehelte på scenen er lige så udødelige som deres litterære forlæg, og at det enorme show, der omgiver bandets performance, i sig selv er med til at skabe festen. Denne aften lykkedes det næsten fuldt ud, men i sidste ende blev koncerten reddet af én ting: nemlig den omstændighed, at bagkataloget består af en lang række klassiske hits, som dybest set er lige ud ad landevejen fed rock'n'roll - tilsat et godt skud poppulver.
Hitparade
Med numre som "Hell or Halleluja" fra det seneste album Monster (2012), "I Love It Loud" og "War Machine" fra Creatures of the Night (1982), og storhittet "I Was Made for Loving You" fra Dynasty (1979) kan man ikke gå helt galt i byen. Og især sidstnævnte fik som det andet ekstranummer hele salen til at løfte sig i begejstring. Og det er her, Kiss har sin berettigelse. Det er ikke deres håbløse make-up eller de buldrende kanonader, der skaber festen. Det er de elementært rockende, fede numre, de har skrevet tonsvis af gennem bandets snart 40 år lange karriere.
I dag er der kun to oprindelige medlemmer tilbage: Gene Simmons (62) på bas og den fjantede Paul Stanley (61) på vokal og spade. Begge har deres ikoniske roller at spille, men det bliver heldigvis aldrig på bekostning af musikken. Og de to vårharer, Tommy Thayer (52) på guitar og Eric Singer (55) på trommer, leverede i den grad basic rock'n'roll, der fik teltdugen til at blafre i den røgfyldte nat.
Thayer er en eminent guitarist, der skød den ene salve af efter den anden på sit skarpladte instrument, samtidig med at han lod Stanley og Simmons stå for den mere kulørte del af showet.
Singer på trommer sørgede for, at det hele hang godt sammen, selvom der skete et gigantisk kiks sidst i showet, hvor trommer, kanonslag og lysshow kom fuldstændig ud af synch. Og det var her, showet momentvist risikerede at knække. For når alt er sat op i den skala, som Kiss kræver, og teknikken så svigter, risikerer rock-kejserne at stå badet i lys uden tøj på. Det skete heldigvis ikke denne aften, hvor Thayers solide håndværk, Simmons bas-ass attitude og ikke mindst Stanleys ulideligt krukkede væsen skabte en fest for de indbudte med den fedeste rock og de største hits.
Kiss Army
Den ældste T-shirt, jeg så denne aften, sad på en tysk fyr og var fra bandets Dynasty-tour i 1979. Bag mig under koncerten sad der tre ganske unge mennesker, hvoraf den ene pige havde en sindssygt flot Demon i hele ansigtet. Efter koncerten slog det mig, at styrken ved Kiss netop er, at de appellerer til så mange forskellige fans i så forskellige aldre, netop i kraft af deres - man fristes til at sige - udødelige rockshow. Stærkt underholdende var det i hvert fald.
Kiss
Forum, 11. juni 2013
