Et af Copenhells absolutte hovednavne indtog Helviti scenen fredag aften klokken 21.30, og trods en utilgiveligt irriterende strømafbrydelse på 20 minutter, formåede Alice In Chains at levere en ferm koncert. (Foto: Johnny Buzzerio)
Copenhells program var i år stærkt præget af mytologiske eller 80'er inspirerede navne som Amon Amarth, Sabaton, Ghost og ikke mindst hovednavnet King Diamond, og i forlængelse heraf kunne man undres over, at det største navn på festivalen i år var Alice In Chains, eftersom de i langt højere grad forbindes med alternativ hardrock end med prætentiøs 80'er-metal . Bandets sceneudsmykning understregede også en klar difference imellem f.eks. King Diamonds kirkegårdsagtige dødsmesse af en scene, hvor Alice In Chains blot havde knaldet deres forstærkere op og (uden bagtæppe) blot gik til makronerne med ren spilleglæde. Der var kort sagt intet konceptuelt over Alice In Chains, de var der blot for at levere en musikalsk vare - og det gjorde de til fulde! Den stramt spillende kvartet med de yderst habile sangere i Jerry Cantrell og William Duwall ramte både groovets og samklangens simple men effektive storhed.
Gruppen hev klassesang på klassesang frem fra bagkataloget med undtagelse af den skæve "Acid Bubble", der i denne anmelders øjne hører til en af gruppens svageste. De havde også fundet plads til de to nye skæringer "Hollow" og "Stone", og under sidstnævnte skete der det, der til en koncert bare ikke må ske - strømmen forsvandt og en følelse af både frygt og skuffelse ramte publikum. Strømmen kom først på plads efter hele 20 minutter, og gruppen skal roses for deres rutine, som kom til udtryk, da de forsøgte sig med lidt damage control og gjorde hvad de kunne for at berolige publikum og forsikre os om, at de ingen steder gik før sættet var færdigspillet - og sådan blev det. Alice In Chains gik ufortrødent på igen med selvsamme nummer, og leverede resten af sætlisten glimrende og med en iver efter at bevise, at der skal mere end en strømafbrydelse til at slå denne gruppe ud.
Paradoksalt er det, at festivalens hovednavn, som for denne anmelder også var et af de navne, der gjorde det bedst, var det mindst metal-agtige band, hvis man da i det hele taget kan kalde Alice for metal. Men lige så sigende er det, at publikum blev lige så forført af gruppens stenede, sejtrækker-rock, som de gjorde af de hårde navne som f.eks. Parkway Drive. Alice var en af de fysisk mindre energiske grupper på festivalen, men derfor var de ikke mindre intense - tværtimod. Dog er det en streg i regningen fra festivalens side, når der sker noget så fatalt som en strømafbrydelse, da dette lige så vel kunne have slukket koncerten permanent. Heldigvis var dette ikke tilfældet, hvilket uden tvivl siger lidt om gruppens kvaliteter. Alice In Chains erobrede Helviti, og trods et mindre nyrepunch, viste de sig stadigvæk som en af festivalens bedste navne.
Alice In Chains på Copenhell fredag 14. juni 2013
