Gyldendals mest solgte danske skønlitterære udgivelse til dato. Intet mindre! Martin A. Hansens "Løgneren" har siden sin fødsel i 1950 hjemsøgt boghylderne, er blevet fast skolepensum og regnes for hovedværk i dansk litteratur. I vinteren og foråret 1950 blev "Løgneren" læst højt i radioen over tolv søndage. Efterfølgende blev den trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis og filmatiseret i 1970. Nu genopstår den i bogform - i al sin løgnagtige sandhedsudlevering.
"Mit navn er Johannes Vig. Sig ikke det navn for hurtigt." Således bekender bogens hovedaktør på de første sider. Siger man det alligevel lidt for hurtigt, lyder det naturligvis som "svig". Intet tilfældigt oratorisk rænkespil, men bevidst psykologisk mise-en-scene fra forfatterens side, når han gestalter løgneren, den snart fyrreårige lærer og degn på Sandø, en isoleret ø - "jeg er Gud bedre mig stadig skolelærer på Sandø, som er et muldvarpeskud i havet". Det er et ensomt sted ude på herrens mark, hvor religion og rådvildhed braser sammen - "adskillige er måske snarere tvivlere end troende, ved ikke selv hvad, på nutidens forvirrede vis. For andre er Gudstroen måske en tynd søndagsvane. Men her er nogle for hvem Guds ord er så reelt som jorden i marken, som saltet i havet."
I dagbogsform fortæller han om sin relativt monotone gøren og laden på den kronisk tågede ø. Om sin indgroede fremmedgørelsesfølelse - "jeg slog op på søndagens tekst i den gamle salmebog, og jeg læste om den urene ånd, som uddrives af den stumme. Om huset, der er splidagtigt med sig selv og må falde. Om den uddrevne urene ånd, der vandrer gennem tørre steder og søger hvile, men ikke finder den." Om sine erotiske drifter, der pendulerer vellystigt mellem den purunge muse, Annemari, Sandøs rose, og den gifte fristerinde, Rigmor. Melankolske tanker og eksistentialistiske refleksioner vrider sig ud og ind mellem banale hverdagsscenarier og fortættede øjeblikke. På romanens afsluttende sider afslører Vig, at dagbogsformen har været en illusorisk iscenesættelse. På nær de første par sider er bogen skrevet et år efter begivenhedernes gang. Over alle sider har han omhyggeligt noteret "Løgneren", som for yderligere at fremholde bluffet, nådesløst at udkrænge selvbedraget.
Mere end ofte udelades anførselstegn og replikangivelse, forvirrende for læseren, men belejligt for den luskede Vig, for hvad bliver der egentlig sagt, og hvad er blot forræderiske fantasimonstre? Alligevel opbygger dagbogsformatet og den umiddelbare henvendelsesform et intimt kammerspil, som formindsker distancen mellem den fiktive hovedfigur og læseren.
Der findes få værker i verden, og endnu færre i den danske litterære andedam, som med så eklatant en evne har fremmanet en allestedsnærværende atmosfære af poetisk tristesse. Vibrerende indre monologer med snart samaritanske, snart destruktive undertoner danser let med lakoniske dialoger, som taler i stilheden mellem ordene. Sammen med næsten mytiske stemningsbeskrivelser af en ø i opbrud væver de en mastodontisk mosaik af efterkrigstidens åndelige vakuum. Vig er prototypen på det menneskelige menneske, milevidt fra en gennemsnitligt idealiseret helteskikkelse. En djævel i præsteklæder. En degn med diabolske inklinationer. I dette narrative lys fremstår han som en moderne Judas, udspændt mellem tro, håb, kærlighed .. og uærlighed.
Inspireret af Kierkegaards eksistenslære sejler Løgneren stilfærdigt på tilværelsens ombruste vande. Padler så vemodigt, så varsomt, som ville den ikke rigtigt gøre opmærksom på sin egen eksistens. Alligevel efterlader Martin A. Hansen og Johannes Vig, hvad enten udtalt langsomt eller hurtigt, tydelige vandspor efter sig, som fortjener et gensyn. Et genhør. En genlæsning. Så tak til Gyldendal for denne fantastiske genudgivelse med en højt spejdende sneppe på forsiden - bogens mest brugte symbol. En trækfugl, der, ligesom Vig, afspejler det hjemløse. Altid på vandring, på transit, på vej.
Martin A. Hansen: Løgneren
Gyldendal
ISBN: 9788702145397
