Den Grå Hal er altid et gensyn værd! Som koncertsted er det fantastisk, der er højt til loftet, det er råt og arret efter et langt liv på Staden, hvor det har lagt vægge til et hav af bands, lige fra elektronisk dance fra mellemøsten til hardcore doom fra Oakland. (Foto: Tim Bugbee)
Evoken
Denne aften var særlig tung, og blev indledt med amerikanske Evoken, der gjorde hvad de kunne for at omdanne festen til et begravelsesparty. Det var satans tungt og slæbende, og man kan ikke klandre drengene fra New Jersey for at piske en stemning op. Deres doom metal lå på grænsen af tomgang - bogstaveligt talt - men selvom slægtskabet med Neurosis er der, blev det aldrig rigtig interessant.
Dark Buddha Rising
Der kom lidt mere skub i tingene, da finske DBR gik på scenen, men tempoet blev stadig holdt nede med bandets tunge drone metal, hvor især den skaldede frontmand gjorde hvad han kunne, for at skabe en stemning af undergang og gys - uden at det for alvor nåede ud over scenekanten.
De to opvarmningsbands ville med sikkerhed fungere bedre i Loppens lavloftede rum en sen nattetime, for denne dag blev de aldrig til andet end statister i et show, der først for alvor gik i gang, da Neurosis endelig indtog deres pladser.
Neurosis
Selvom de to tidligere bands havde leveret tonstunge sets, var der alligevel noget fundamentalt mere autentisk over Neurosis' tunge fremtræden, da de indledte med "Eye" fra Through Silver in Blood fra 1996.
Scott Kelly og Steve Von Till har bare en evne til at fremstå som indbegrebet af den vrede, musikken indeholder, med deres karakteristiske urbrøl, der væltede ud i hovedet på publikum. Og selvom Scott Kelly har mistet al håret, har tillagt sig et langt, gråt skæg og en ordentlig kuffert, var der stadig fuldt tryk på guitaren, når han flankerede sin makker Von Till og leverede 11 skæringer fra de seneste knap 20 års produktion.
Hele syv numre fra de seneste to album havde fundet vej til setlisten, men hvad gør det, når der er tale om så monumentale numre som "My Heart for Deliverance", "At the Well", "We All Rage in Gold" og "Bleeding the Pigs" fra Honor Found in Decay, og "At the End of the Road", "Distil" og et af aftenens absolutte højdepunkter, selve titelnummeret fra Given to the Rising.
Der, hvor Neurosis skiller sig ud fra mængden, er, når de lægger lag på lag af støj, og slipper det indre vilddyr ud, samtidig med at de bevarer kontrollen fuldstændig. Der bliver ikke hoppet eller headbanget på scenen, der bliver knap nok kigget på publikum, og alligevel er man i den grad indfanget af den æstetiske støj, der indeholder sin egen brutale skønhed. Neurosis forener, når de er bedst, den ypperste skønhed med de mest magtfulde kræfter fra sindets mørkeste afkroge. Og denne aften beviste de endnu en gang, hvorfor bandet må siges at være et af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige på doom-sludge-scenen gennem en menneskealder.
Vi fik også enkelte tilbageblik med titelnummeret fra Times of Grace fra '99 og det eminente "The Tide" fra A Sun that Never Sets fra '01, og da "Locust Star" fra Through Silver in Blood afsluttede aftenen, var man endelig renset i sindet ved mødet af den indestængte vrede og smerte, der løber gennem Scott Kelly og Von Till. Heldigvis er de i stand til gennem deres musik at give deres følelser udtryk, og vi andre kan blot ydmygt tage imod og opleve den katarsis, det er, når Mørkets Mestre holder audiens.
En helt igennem fantastisk aften med musik, når den er mest elementært vellykket. Eneste minus var fraværet af bandets velkendte visuals, der plejer at køre på bagtæppet og give musikken den ekstra æstetiske dimension. Men Neurosis kan også uden, hvilket de beviste denne aften til fulde.
Neurosis i Den Grå Hal, København, tirsdag 25. juni 2013
