Flere nyheder

 
Film
Løgne med konsekvenser

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Løgne med konsekvenser
Tor. 11. jul. 2013


(Foto: Miracle Film)

Teaterinstruktør Rufus Norris spillefilmsdebuterer med den poetiske "Stumper og Stykker" om løgnens katastrofale følger for tre nabofamilier i en engelsk forstad.

Da en af Bob Oswalds (Rory Kinnear) døtre hævder, at hun har haft samleje med nabodrengen, den unge og lidt sære Rick Buckley (Robert Emms), farer Mr. Oswald i flint og overfalder Rick. Nabopigen Skunk (Eloise Laurence) er vidne til hændelsen, som forårsager en katastrofal dominoeffekt i det ellers leverpostejsagtige middelklassekvarter:

Rick bliver beskyldt for seksuelt overgreb mod en mindreårig - klarer frisag, får et nervøst sammenbrud og bliver indlagt på sindssygehospital - imens prøver hans forældre at gøre alt for, at deres dreng skal få det godt igen. Mr. Oswald er en tikkende bombe, der tyr til vold mod alt og alle for at beskytte sine lyvende døtre, der ikke er så lidt aggressive heller. Skunks barndom er blevet revet fra hende - mor er rejst, far begraver sig i arbejde - og som vidne og offer for nabolaget diverse sammenbrud må de ting, der normalt optager en teenagepige, tilsidesættes i en fragmenteret voksenverden.

Men Skunk er en stærk pige, og hendes styrke, men også hendes sårbarhed, skinner igennem med Eloise Laurences fantastiske debut som skuespiller. Sammen med hende er rollerne besat af en række af britisk films bedste navne: Tim Roth som Skunks far Archie, Cillian Murphy som læreren Mike Kiernan og Denis Lawson som Mr. Buckley. Til dette skal medregnes en fantastisk fotografering af Rob Hardy, der giver filmen et realismeudtryk, som efterhånden er blevet varemærke for europæisk film. Realismen er fint blandet sammen med poetiske billeder, ofte i slowmotion, af stumper og stykker natur, nærbilleder, mv., som er med til at illustrere, hvordan uskyld og skønhed er gået itu. For alle filmens personer er lidt i stykker på hver deres måde.

Billederne akkompagneres desuden af behagelige toner komponeret af Damon Albarn, der giver konnotationer til Richard Ayoades film Submarine, hvis soundtrack var komponeret af Alex Turner (Arctic Monkeys).

Stumper og Stykker minder i det hele taget en del om Submarine, idet den beskriver en noget skæv coming-of-age-historie. Men hvor Submarine brugte det fjollede til at beskrive modgang, er Stumper og Stykker en tand mere alvorlig i sit udtryk; dog aldrig deprimerende.

Værket blev nomineret i Cannes Film Festivalens Un Certain Regard- konkurrencen, mens den modtog prisen for bedste britiske film ved British Independent Awards. Desuden blev Rufus Norris og Eloise Laurence nomineret til bedste newcomers i britisk film ved London Film Festival. For ikke at nævne Tim Roths pris for bedste skuespiller fra Stockholm Film Festival grundet "a great performance that manages to show yet another side to an acting ability that we were already deeply impressed by".

Men okay, ikke alt er fryd og gammen. Poesien og katastrofen får lige en tand for meget i slutningen af filmen og overskrider kort grænsen for det troværdige. Men kan man se bort fra det, så er Rufus Norris' debutfilm en visuel og auditiv fornøjelse, der med dens velskruede fortælling om løgnens katastrofale følger er værd at tage i biografmørket for i denne sommertid.

Stumper og stykker
Se spilletider
Se filminfo