Flere nyheder

 
Litteratur
Enten - Eller

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Enten - Eller
Fre. 12. jul. 2013

"Menneskene er dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fodre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed, de fodre Yttringsfrihed," konstaterer Kierkegaard klogt. Tanker har han mange af og benytter sig uhæmmet af sin tænkefrihed. I sit filosofiske hovedværk fra 1843 med den ubeslutsomme titel "Enten - Eller" giver han tankerne frit løb og omfavner eksistentialismens to menneskelige modpoler - etikeren og æstetikeren. Den etiske helt og den sanselige antihelt. Frodige fraser og formidable filosofiske betragtninger gør "Enten - Eller" til absolut læseværdig. Men også en smule langtrukken.

"Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en vemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift - den Ulykkeligste. Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig. Vækker det mest Forundring, at man ikke fandt et Liig, eller at man aabnede Graven?
indleder Kierkegaard. Lidt senere tilføjer han - "Da lod det sig forklare, hvorfor Graven var tom, for at betegne, at den Ulykkeligste var den, der ikke kunde døe, der ikke kunde slippe ned i en Grav."

Denne korte, bittersøde anekdote reflekterer træffende grundtonen i Enten - Eller. Det komiske parrer sig med det tragiske og afføder eksistensens grundvilkår. Døden er ikke det værste ifølge Kierkegaard. Det dvaske, det mekaniske liv skal man frygte. Et liv, der ikke er forankret i evighedens etik, men vagabonderer rastløst omkring og samler på overfladiske krummer, der mætter kortvarigt og ingen næring giver.

Via sit æstetiske alterego, blot benævnt A, opruller Kierkegaard gennem hele det første bind en polemisk diskurs over æstetikerens forfængelige livsholdning og eksploiterende livsform. Æstetikeren er drevet af sit lidenskabelige begær og fanatiske nydelsessyge. "Det Ethiske er ligesaa kjedsommeligt i Videnskaben som i Livet. Hvilken Forskjel, under Æsthetikkens Himmel der er Alt let, smukt, flygtigt, naar Ethiken kommer med, saa bliver Alt haardt, kantet, uendelig langweilig,." noterer Johannes, den hensynsløse casanova fra Forførerens Dagbog - selve inkarnationen af den rendyrkede æstetiker.

Første bind strejfer noget fortumlet rundt, fra begavede strøtanker til en forførers diabolske dagbog. Fra musikkens umiddelbarhed til sprogets refleksionshorisont. Fra antikke og moderne tragedier til skarpsindige kvindeanalyser. Fra de ulykkelige til de forelskede. Andet bind ligger i hænderne på etikeren B - A´s samvittighed, om man vil. Denne propagerer ægteskabets hellige status og leverer værkets mest interessante og opløftende lovprisning af individets pligt til at forstå sit kald og vælge sig selv - "..det ene Saliggjørende, er altid, at et Menneske i Forhold til sit eget Liv ikke er sin Onkel, men sin Fader."

Enten - Eller udkom under pseudonymet Victor Eremita (latinsk for "den sejrende eneboer") til overvældende rosende anmeldelser og installerede sig øjeblikkeligt i klassikerrækken. Ganske selvklart, for værket emmer af filosofisk genialitet og original eksistenslære. Spidsfindige livsbetragtninger, raffinerede analyser og et, på trods af den til tider sprogligt antydede misantropi, grundlæggende menneskekærligt udgangspunkt garanterer Enten - Ellers fortsatte universalitet.

Denne anmelders eneste - men betydelige - anke er Kierkegaards sproglige saltomortaler. Gammeldags formler gør det exceptionelle indhold kriminelt monotont. Langstrakte passager navlepiller unødigt det allerede åbenlyse. Men det er Kierkegaards manglende evne til kort og koncist at kommunikere sine synspunkter, der devaluerer helhedsindtrykket. Essensen fortaber sig i ubehersket sprogødselhed.

Enten - Eller er en ubetinget must-read. Man bliver både intellektuelt, åndeligt og emotionelt stimuleret - men også en smule forpustet.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Søren Kierkegaard: Enten - Eller
Forord v. Svend Åge Madsen
Gyldendal, 784 sider
ISBN: 8702151510