Flere nyheder

 
Film
Den umage Familien Miller

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den umage Familien Miller
Tor. 15. aug. 2013

Når man har gjort sig upopulær hos en hashbaron, og man pludselig bliver tvunget til at gå fra at være lokal hashhandler til storsmugler, er det klart bedst at have en familie, der er forstående og opbakkende. Men har man ikke det, så samler man da bare en selv. Det kan der komme et noget umage resultat ud af, og i dette tilfælde blev det til "Familien Miller".

En hashhandler, en stripper, en nørd og en hjemløs, det er såmænd bare Familien Miller på tur. David Burke (Jason Sudeikis) lever af at sælge hash og har businessmænd og husmødre som sin faste kundekreds. Men efter en ret uheldig aften bliver David røvet for alt, hvad han har. Han havner i fedtefadet og står i gæld til op over begge ører til den ubarmhjertige hashbaron Brad (Ed Helms).

David får nu en opgave, hvorved han kan komme sin store gæld til livs. Opgaven lyder på at smugle en "mindre portion" marihuana over grænsen fra Mexico til USA. Nu er det så Davids valg, om han vil risikere fængsel eller blive hjemme og ende sine dage i hænderne på sin hashbaron.

Efter en række overvejelser om pest eller kolera indser David, at han får brug for hjælp, hvis han skal klare denne smugleropgave uden at blive opdaget. Så han shanghajer på ingen tid sin nabo Rose (Jennifer Aniston), der lige har mistet sit job som stripper og derfor mangler penge. Ydermere sin nørd af en underbo Kenny (Will Poulter), som alligevel ikke har andet at tage sig til, og sidst men ikke mindst den hjemløse pige Casey (Emma Roberts) fra kvarteret, som også vil have en bid af kagen.

Disse skal nu alle spille Davids nye familie. Far, mor og børn på tur i autocamperen ned over grænsen og tilbage igen uden problemer. Tror han da i hvert fald. Alt går selvfølgelig ikke helt efter planen, når den noget umage familie først ruller sig ud. Og den "mindre portion" marihuana er måske også lidt større end forventet.

Komedien er instrueret af Rawson Marshell Thurber. Der er mange scener, hvor man ikke kan andet end at grine højt. Både punchlines og skuespillet er med til at gøre filmen virkelig morsom. Som altid også lidt forudselig, som komedier nu engang er. Men underholdt, det bliver man bestemt af denne film. Så hvis man er i humør til en rigtig feel-good, underholdende komedie, så se endelig Familien Miller - langt over grænsen.

Familien Miller... langt over grænsen
Se spilletider
Se filminfo