|
|
Historien om informationsæraens legende, Apple-grundlæggeren Steve Jobs, bliver i mindst lige så høj grad en fortælling om den anmerikanske drøm. Joshua Michael Sterns film "Jobs" har Ashton Kutcher i titelrollen som den ambitiøse teknologi-guru.
I biografmørket sidder vi anmeldere med iPhones, iPads og Macbooks i tasken og venter på, at filmen om grundlæggeren af Apple skal gå i gang. Undertegnede kan ikke være andet end spændt på at se, hvad filmen vil fortælle om den nu afdøde Steve Jobs og hans vej til verdensomspændende succes inden for computerbranchen.
Det hele begynder i en helt almindelig garage hjemme hos Jobs' (Ashton Kutcher) forældre i Los Altos, Californien, i 1971. Det er netop lykkedes for Jobs og hans nørdede ven Woz (Josh Gad) at få en ordre i hus på det, de kalder for Apple-computeren, og de to har nu travlt med at rekruttere arbejdere (= venner der frivilligt hjælper til) for at kunne levere varerne til tiden.
Woz er den tekniske hjerne bag foretagenet (ikke dermed sagt, at Jobs ikke er teknisk begavet, for det er han), mens Jobs med sin karismatiske og noget offensive person er den, der skaber Apple med sine store ambitioner: Det er Jobs, der får investeringer i hus og lover revolution inden for den nye computer-teknologi.
Derfor varer det ikke længe, før Apple Computers bliver til en stor virksomhed med base i Silicon Valley side om side med andre store firmaer, og med IBM/Microsoft som rival.
Jobs' vej til succes er dog ikke uden sved, tårer og skuffelser, for manden må ofre familie, venner og projekter undervejs. Og mest af alt må han gennem flere år kæmpe for at argumentere for sine fremtidsvisioner, mens firmaets bestyrelse mener, at han er uansvarlig med pengene, som han ødsler væk til projekter uden fremtid som eksempelvis MAC-computeren. (Ha! For i 00'erne kunne Jobs grine af dette hele vejen til banken.) Efter det lykkes for bestyrelsen at få Jobs ud af vagten, går firmaet ind i en langvarig periode med krise, der truer med at lukke firmaet, som selvfølgelig kun kan bedres ved at få Jobs tilbage.
Steve Jobs' ønske om at computeren skulle være en forlængelse af menneskets hjerne og arm er nemlig nu blevet til virkelighed i tusindfold, og der synes ingen vej tilbage. På denne vis er filmen interessant, idet den fortæller, hvordan en mands store ideer har været med til at forandre verden. Samtidig kan den dog ikke undgå at fremstå som en subjektiv film lavet af Apple-fans, hvis formål er at hylde ham.
Filmen ønsker, at tilskueren skal se, hvor gigantisk en viljestyrke Jobs besad, og hvor stort han tænke. Den kan til tider virke som et heppekor, der siger "you (too) can do it, hep, hep, hep!". Derfor kan undertegnede spørge sig selv, om filmen nu var helt så nuanceret, som den kunne have været? Men hvis diskursen er at fortælle om den amerikanske drøm, så er det uden tvivl lykkedes for Joshua Michael Stern.
