Flere nyheder

 
Musik
Franklin Zoo på High Voltage

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Franklin Zoo på High Voltage
Tor. 26. sep. 2013


(Foto: Dennis Kjær Jensen)

Den københavnske kvintet præsenterede fredag sit debutalbum "Untamed" med en solid releasekoncert på High Voltage.

Franklin Zoo har allerede inden debutudgivelsen modtaget adskillige roser for deres underholdende live-koncerter samt rosende gloser angående deres musikalske standpunkt, som uomtvisteligt læner sig kraftigt op af idolerne fra især Soundgarden. Dette kommer kraftigt til udtryk hos forsanger Rasmus Revsbech, der, foruden at synge sublimt, minder mistænkeligt meget om Chris Cornell, hvad angår både fraseringer, harmonier såvel som ordlyd. Rasmus Revsbech startede denne aften ud med at være en anelse mindre træfsikker, end han kan være, men med det sagt var han stadig sprudlende, velsyngende og ikke mindst karismatisk. Efterhånden som koncerten tog fart, fik han i samarbejde med resten af gruppen oparbejdet en solid og slagkraftig præstation.


Musikken, der er som hevet ud af 90'erne, blev leveret med både potens og med sikker hånd fra Franklin Zoo. Groovet var steady, guitarriffsne blev leveret sikkert (dog med enkelte fejl hist og her), og bandets liveoptræden emmede konstant af spilleglæde og tilstedeværelse. Gruppen har indtil videre ikke gjort nogen dyd ud af at opfinde nye veje inden for rockmusik, men lægger i stedet vægt på det stilsikre og det gode håndværk, og det allestedsnærværende samspil slår gnister, når gruppen er stærkest.
Der blev naturligvis primært spillet sange fra Untamed, men gruppen fandt også plads til "Fail Again, Fail Better" og "Cunt" fra EP'en Franklin Zoo - EP2012, hvor især førstnævnte tog kegler blandt publikum. Derudover var bl.a. "My Dying Day" også et højdepunkt, eftersom sangen med sit fængende omkvæd og sit tunge groove gik lige i mellemgulvet på undertegnede. Det var også en fornøjelse at høre High Voltage lægge rammer til en meget vellydende koncert. Franklin Zoo bød altså denne fredag aften på en solid oplevelse, som trods småfejl viste et højt niveau med stærke højdepunkter og ikke mindst vital live-energi. Med andre ord var der tale om et band, der hele tiden var interesseret i at levere varen, og det gjorde de stensikkert i modsætning til forbillederne i Soundgarden, der i sidste uge leverede en enerverende oplevelse i Forum.

Franklin Zoo
på High Voltage 20. september 2013